Shchi – russisk kålsuppe

Shchi – russisk kålsuppe

Første ret i oktober måneds tøm fryseren-benspænd er en russisk kålsuppe – shchi – som jeg oprindeligt stødte på, da jeg researchede til mit russiske benspænd sidste år. Der nåede jeg dog ikke at afprøve denne kålsuppe men gemte opskriften.

Vi fandt en pakke hakket oksekød i fryseren, og den kunne meget passende kombineres med kartofler, gulerødder og spidskål, som jeg vidste, min svigermor havde på lager. Hun nåede dog at løbe tør for den grønne spidskål og havde kun rød spidskål tilbage, da vi kiggede forbi, men så fik suppen blot en langt mere funky farve – og det er jo slet ikke så tosset.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Olga’s Flavor Factory, men justerede en del på målene, undlod bladselleri og lavede en mere forsimplet udgave af kødbollerne. Du kan i øvrigt sagtens lave denne kålsuppe med andre typer hakket kød – for eksempel kylling eller svin.

Shchi – russisk kålsuppe

4 personer

1,2 l vand
2 mellemstore kartofler, skrællede og skåret i tern
2 store håndfulde fintsnittet spidskål
lidt olie eller smør til stegning
1 løg, finthakket
1 gulerod, skrællet og skåret i tern
2 fed hvidløg, finthakkede
4 cocktailtomater, hakkede
1 snackpeber, skåret i tern
2 spsk tørret dild (frisk dild kan også bruges, men så skal du måske bruge mere)
salt og peber

Kødboller:
250 g hakket oksekød
1 spsk hvedemel
salt og peber

Hæld vandet i en stor gryde og bring det i kog. Tilsæt kartofler og kål. Mens det koger, smelter du lidt smør i en anden gryde og svitser løg, gulerødder og hvidløg ved mediumvarme i nogle minutter, indtil løgene bliver bløde. Tilsæt tomater og snackpeber og lad det simre i tre minutter. Hæld dernæst grøntsagerne over til kartoflerne og kålen.

Lad suppen simre videre uden låg i 15 minutter.

Rør ingredienserne til kødbollerne sammen og form farsen til små kødboller. Put dem i suppen og lad din kålsuppe koge videre i 6-7 minutter, indtil kødbollerne er møre. Du kan tage en enkelt op og dele på midten for at se, om den er gennemkogt.

Smag din kålsuppe til med dild (enten frisk eller tørret), salt og peber.

Suppen kan serveres, som den er – dog gerne med lidt brød til og evt. lidt creme fraiche.

Note: Shchi er en russisk kålsuppe, der – praktisk talt – kan laves på lidt af hvert, eftersom den traditionelt tager udgangspunkt i at bruge, hvad man har. Og på den måde passer den jo meget godt til min tøm-fryseren benspænd (som i dette tilfælde også blev tøm køleskabet for grøntsager). Det er en mild suppe, som jeg puttede godt med dild i for at give lidt mere smag. Du kan også bruge andre krydderurter – for eksempel persille.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *