Fyldig tacosuppe
Denne tacosuppe er superlet at lave, hvis du har en god hjemmelavet kødsauce på lager (og det kan jeg i øvrigt anbefale altid at have i fryseren, for den kan bruges som base for mange gode retter). Jeg serverede suppen her til aften, og det tog nok ca. et kvarters tid alt i alt at gøre den klar til servering.
Jeg valgte at tage udgangspunkt i denne kødsauce, da jeg tilberedte min tacosuppe, for den lavede jeg selvfølgelig en ekstra stor portion af, da jeg skulle bruge den til lasagnesuppe.
Jeg varmede ca. 500 g kødsauce op og tilføjede derefter ½ tsk stærk cayennepeber samt ½ tsk chipotle for at skrue godt op for smag og styrke. Derudover hældte jeg vand i (i dette tilfælde ca. 1½ dl, men det afhænger af, hvor kompakt din kødsauce er i forvejen) samt 1½ dl kogte røde bønner.
Jeg lod det simre i ti minutter, mens jeg skar en avokado samt små tomater i tern. Da jeg skulle anrette min tacosuppe, dryssede jeg friskrevet cheddar over, fordelte lidt creme fraiche ovenpå og pyntede til sidst med tomat- og avokadotern samt naturligvis nogle sprøde tacochips.
Jeg var ret begejstret for retten, og suppeskeptikeren lod også til at nyde aftensmåltidet.
Det lyder rigtig dejligt – og nemt – og billedet er meget indbydende. Tak for inspiration 🙂