nyretapper, majs, oksekød, tomater, søde kartofler, løg, paprika, eddike,

Nyretapper er – trods navnet – en rigtig lækker spise. Det er oplagt at tro, at det har noget med nyrer at gøre (hvilket de færreste danskere sandsynligvis finder appetitvækkende), men det er en okse-udskæring, som sidder ved siden af nyrerne. Udskæringen går også tit under sit franske navn – onglets – på restauranter her i Danmark, fordi det danske navn godt kan få folk til at fravælge retten.

Jeg er godt i gang med at rydde ud i fryseren, og her faldt jeg over en pakke nyretapper, jeg købte på tilbud for et par måneder siden. Derudover havde jeg en masse gode sager i køleskab og fryser, så det eneste nyindkøbte, der kom i retten, var creme fraiche.

Nyretapper med majskompot
2 personer

300-400 g nyretapper
salt og peber
smør og rapsolie til stegning

Majskompot:
3 mellemstore søde kartofler, skrællede og skåret i små tern
2 tsk sød paprika
smør til stegning
2 dl frosne majs
1 dl frosne perleløg
8-10 syltede tomater (kan erstattes af cocktailtomater fra dåse)
salt og peber

Tag nyretapperne ud af indpakningen og fjern eventuelle sener. Lad det hvile, mens du går i gang med majskompotten.

Smelt smør på en pande og steg kartoffelternene i det i et par minutter. Rør paprikaen i. Tilsæt majs og perleløg og lad det simre videre i 10 minutter. Tilsæt tomaterne.

Mens majskompotten simrer videre, hælder du rapsolie på en pande og varmer det op. Krydr dine nyretapper med salt og peber og steg dem først 3-4 minutter på den ene side. Tilsæt en klat smør og steg derefter kødet på den anden side i 3-4 minutter. Tag kødet af panden.

Smag din majskompot til med salt og peber og servér den sammen med kødet.

Note: Nyretapper er en skøn udskæring – mørt og saftigt kød – og så kan det ind imellem også findes til en god pris. Du kan servere det med mange forskellige slags tilbehør. Den jeg valgte var ret utraditionel men smagte ikke desto mindre dejligt sammen med kødet.