Libanesisk pizza – lahem bajin

Libanesisk pizza – lahem bajin

Jeg plejer at bage pizzaer på vores kulgrill, men da jeg faldt over en opskrift på libanesisk pizza i mit opskriftarkiv, besluttede jeg mig for den lette løsning og bagte fem styks i ovnen. Det er altså ikke så motiverende at bage pizzaer udendørs i regnvejr i januar måned…

Inspirationen har fra Rebelsig. Jeg justerede dog lidt på dejen, og så udelod jeg persille som en del af toppingen, da det pt. ikke er i sæson. Libanesisk pizza kan selvfølgelig spises, som den er, men jeg valgte dog at servere lidt kålsalat til. Det skal i øvrigt siges, at lahem bajin – som denne ret hedder oprindeligt – er en slags kødtærte, som kan have flere forskellige slags former; blandt andet som pizza som i dette tilfælde.

Libanesisk pizza

5 stk.

Pizzadej:
25 g gær
2½ dl lunken vand
5-6 dl hvedemel
½ spsk salt
½ spsk rørsukker

Pizzafyld:
200-250 g hakket oksekød
2 mellemstore løg, hakkede
3 fed hvidløg, finthakkede
Olie til stegning
2 tsk paprika
½ tsk chili
1 dåse cherrytomater i saft
Salt og peber
Pinjekerner

Hæld vandet i en skål og rør gæren ud i det. Tilsæt de øvrige ingredienser til dejen (rør melet i lidt efter lidt) og ælt den, til den er smidig. Dæk skålen med et fugtigt viskestykke og lad dejen hæve en times tid.

Mens dejen hæver, laver du pizzafyldet. Hæld olie i en gryde og svits løg, hvidløg, paprika og chili ved mediumvarme, indtil løgene begynder at skifte farve. Tilsæt oksekødet og brun det. Tilsæt så tomaterne og lad de simre under låg, indtil dejen er klar. Smag til med salt og peber.

Del dejen op i fem portioner og rul dem ud, så de er ca.1 cm tykke små pizzaer. Smør dejen med lidt olivenolie og fordel oksekødsfyldet på pizzaerne. Slut af med at drysse lidt pinjekerner ud over hver

Bag pizzaerne i ovnen ved 220 grader i ca. 15 minutter.

Note: Simpel og velsmagende pizza. Perfekt som frokostret, til madpakken eller som hurtig hverdagsmad, hvor du hiver en frem fra fryseren og luner, inden du serverer den sammen med salat.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *