Langtidsstegt lammekølle med krydderurteskorpe

I søndags havde vi gæster på besøg, og det var en oplagt lejlighed til at lave en benspændsret. Jeg fandt en lammekølle frem fra fryseren, for jeg kan da ikke have et lamme-benspænd og så ikke lave en ret med lammekølle, vel?

Himmelske kager talte for nylig varmt om en opskrift på lammekølle med krydderurteskorpe, som hun havde fundet i ‘Almanak’, og den tog jeg også udgangspunkt i. Jeg valgte dog at ændre flere steder i fremgangsmåden ved blandt andet at langtidsstege køllen samt sammensætte skorpen på en lidt anden måde.

Langtidsstegt lammekølle med krydderurteskorpe
4 personer

1 lammekølle på ca. 1,2 kg
2 spsk dijonsennep
salt og peber
1 IPA øl
3 spsk rasp
1½ dl finthakket bredbladet persille
2-3 spsk blødt smør
2 fed hvidløg, pressede

Læg lammekøllen i et ildfast fad og gnub den med salt. Pensl senneppen ud over lammekøllen, hæld øllet i fadet og dæk hele fadet til med låg (hvis du har et, der passer) eller med stanniol. Stil det i ovnen ved 160 grader i ca. 4 timer.

Bland rasp, persille, smør og hvidløg, så massen hænger sammen. Tilføj evt. lidt mere smør, hvis det virker for porøst. Tag fadet ud af ovnen og pres forsigtigt krydderurtemassen fast på overfladen af lammekøllen. Stil lammekøllen tilbage i ovnen og sæt temperaturen til 200 grader. Lad den stå i 20-30 minutter, inden du tager den ud og lader stegen hvile i 10-15 minutter. Drys evt. med lidt ekstra salt og så er den ellers klar til at blive skåret ud og serveret.

Note: Jeg har en vis forkærlighed for langtidstilberedt lammekød, og denne her var ingen undtagelse. Den slår dog ikke den marinerede lammekølle, jeg tidligere har lavet, og udgaven med abrikoser var nu også meget godt med, men det var nu meget spændende med krydderurteskorpen. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg eksperimenterer med lammekølle.

Tilbehøret bestod af spinattzatziki, squash og champignons, der var snittet i små tern og stegt på en pande med lidt olie og rosmarin, samt en rissalat bestående af lune basmatiris vendt i en dl ramsløgspesto (sidste bøtte som jeg havde tilbage i fryseren), snittet spidskål og lidt citronsaft.

15 thoughts on “Langtidsstegt lammekølle med krydderurteskorpe

  1. Det lyder utroligt lækkert – meget spændende med krydderurteskorpen på lammekøllen. Vi fik tomatbraiseret lammeskank i går, og det var heller ikke dårligt 🙂

    • Uh, det lyder også godt! Lam og tomat plejer at være ganske gode venner, så jeg kan forestille mig, hvor lækkert det må være 🙂

    • Ja, jeg indså for nylig, at jeg her om vinteren har en tendens til at lave langtidssimret mad, når jeg kan slippe af sted med det 😀

  2. Jeg lavede også lidt variationer på opskriften og det blev en skøn og saftig lammekølle med en skøn smag. Vi lavede i øvrigt vores på grillen. Dine variationer lyder også rigtig gode.

    • Lammekød på grill er altså også fantastisk! Det prøvede jeg i påsken sidste år, og det må jeg bestemt også huske i år 🙂

  3. PS Spinattzazikien lyder også god. Prøv engang også at lave rødbedetzaziki – det kan også anbefales (hvis man er til rødbeder :-))

    • Tak for ideen! Det bliver dog nok en dag, hvor ham den høje ikke er hjemme… han har en vis rødbedefobi 😉

  4. Pingback: Lammekølle med hvidløgskål og granatæble - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *