Afrikansk lammeret

Da jeg var på vej hjem fra arbejdet i sidste uge, smuttede jeg forbi den nye lille bazar, der er kommet ved stationen. Her er der en halalslagter, hvor jeg havde spottet, at man kunne købe friskhakket lammekød. Billigt var det bestemt ikke, men da jeg pludselig skulle arrangere aftensmad den dag, da gemalen alligevel var hjemme, så kunne jeg jo lige så godt lave noget benspændsmad

På vej hjem i toget brugte jeg lidt af tiden på at surfe efter inspiration. Jeg fandt en spændende opskrift på Anjas opskrifter, hvor jeg dog endte med at ændre en hel del – for eksempel fjernede jeg rosiner, æg og franskbrød fra opskriften og indførte nogle kikærter, der kunne gøre retten mere mættende. Det blev en ganske spændende ret, som har en sødme, jeg ellers sjældent oplever sammen med lammekød.

Afrikansk lammeret
4 personer

1 løg, hakket
lidt smør og olie
1 Belle de Booskop-æble
ca. 2 spsk karry
1 tsk timian
400 g hakket lammekød
2 dl kraftig grøntsagsfond
salt og peber
1 spsk citronsaft
2-3 spsk mangochutney
3 håndfulde udblødte og kogte kikærter
1 håndfuld mandler

Svits løgene i en blanding af smør og olie. Fjern kernehuset fra æblet og skær det i tern. Svits dem sammen med løgternene, inden du også tilsætter karry og timian. Tilsæt lammekødet og brun det i gryden.Hæld grøntsagsfonden i gryden sammen med mangochutney og kikærter og lad det simre et kvarter. Smag til med salt, peber og citronsaft og hæld så blandingen i et lille ovnfast fad. Drys de hakkede mandler over og steg retten ved 200 grader i en halv time.

Spis retten sammen med en salat.

Note:Jeg var lidt fascineret af kombinationen af lam, mangochutney og nødder, men det fungerede egentlig udmærket. Jeg er ikke så vant til den krydrede sødme, som retten har, men det var spændende at prøve, og så mættede retten ganske godt. Jeg tror dog ikke for alvor, at jeg bliver tilhænger af mangochutney i retter, men som tilbehør er det ganske fint, så det vil jeg foretrække en anden gang.

5 thoughts on “Afrikansk lammeret

  1. Det ser bare rigtig godt ud. Jeg elsker det nordafrikanske køkken for deres mange komplekse smage. Til en anden gang, hvis du savner sødme i en lammeret, kan du prøve at tilsætte lidt tørrede abrikoser. I simreretter bliver de rigtig bløde og lækre og søde :).
    m.v.h.
    Ulrik
    http://spisekammer.blogspot.com/

    • Jeg kender desværre ikke så meget til det afrikanske køkken i det hele taget. Har overvejet at udforske det lidt mere, for de har nogle ret spændende og særprægede retter 🙂

    • Sødmen er jeg heller ikke så god til. Der er dog visse nordiske/franske simreretter, hvor jeg godt kan lide sødme, men i denne kombination skal jeg lige vænne mig til det 🙂

  2. Den måde jeg holder rigtig meget af det søde i det køkken, er når det er et element i retten der er sødligt. Jeg er bestemt ikke til hvis hele retten er sød. Men lækkert krydret kød og så en f.eks tørret abrikos er jeg ret vildt med :).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *