Lammekebab på grill

Lammekebab på grill

Lammekebab på grill er en skøn sommerret og (synes jeg) lidt sjovere end grillpølser og bøffer. Jeg har tidligere lavet kebab i ovn, men nu hvor der har været flere skønne solskinsdage, så var det tid til at lave kebab på grill. Og det giver jo også kødet en lækker, letrøget smag.

Lammekødet er trukket på træspyd, der har ligget i vand (du kan naturligvis også bruge metalspyd). Jeg overvejede at stikke tomater mellem kødstykkerne, men endte i stedet med at bruge tomater som en del af tilbehøret. I stedet blev det til rødløg, men du kan også sagtens bruge aubergine, squash eller peberfrugt – eller en kombination af dem.

Jeg har selvfølgelig lavet retten i forbindelse med månedens benspænd, hvor jeg kigger nærmere på retter fra Mellemøsten.

Lammekød på grill

3-4 personer

400 g lammekød, skåret i tern
kebabkrydderi – her er opskriften (du kan også købe det færdigblandet hos basarer)
3 spsk æblecidereddike
2 spsk olivenolie
2 mellemstore rødløg

Læg lammekødet i en skål og vend det i krydderiblandingen. Rør olivenolie og eddike sammen og vend det i kødet. Dæk skålen til og sæt den i køleskabet i mindst fire timer og gerne til dagen efter.

Hvis du bruger små træspyd, så læg dem i vand i en halv time inden, at du vil stikke kødet på spyd.

Skær løgene i smalle både men dog stadig så brede, at de kan stikkes på spyddene.

Stik først lidt rødløg på et spyd, så et par stykker lammekød, så rødløg og fortsæt sådan, indtil du synes, at spyddet er tilpas fyldt. Gør det samme med de øvrige spyd.

Lammekebab på grill skal have 10-20 minutter afhængig af, hvor tykt kødstykkerne er skåret. Husk at tjekke, om de har fået nok, inden du tager alle spyd af grillen.

Servér gerne dine lammekebab på grill sammen med en tyrkisk auberginesalat, hjemmebagte fladbrød samt hummus.

Note: Jeg kan godt lide den ekstra, diskrete røgsmag, som lammekødet får af at komme på grillen. Og så ser det jo festligt ud med spyddene, når de lægges på en stor tallerken inden servering.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *