Kartoffelpuffer med laks

Kartoffelpuffer med laks

Kartoffelpuffer – eller reibekuchen som de også kaldes visse steder i Tyskland – er små kartoffelpandekager, som bruges både i det søde og i det salte køkken. Det passer jo fint ind i mit tyske benspænd. Jeg holdt mig til det salte køkken denne gang og valgte at servere dem med laks og creme fraiche.

Kartoffelpuffer minder meget om rösti – bortset fra at jeg plejer kun at bruge kartofler, løg og æg i sidstnævnte. Og så steges kartoffelpuffer som regel enten i smør eller øl. Det kunne jeg jo ikke stå for, og jeg endte med at lave en kombination, så jeg først smeltede lidt smør på panden og derefter hældte øl på. Så fik kartoffelpandekagerne både lidt sprødhed og fedme fra smørret men også lidt karamelliseret smag fra øllet.

Kartoffelpuffer med laks

forret til fire personer

350-400 g kartofler
1 æg
½ dl hvedemel
salt og peber
smør til stegning
ca. ½ øl

Derudover:
røget laks i skiver
creme fraiche

Skræl kartoflerne og riv dem på et rivejernet (gerne fint – jeg fik revet det lige lovlig groft). Pil derefter løget og riv det fint på rivejernet. Bland de to ting i en skål sammen med æg, mel, salt og peber.

Smelt en klat smør på en pande. Tilsæt derefter en god sjat øl og form derefter fire kartoffelpandekager ved at tage en stor spiseskefuld op i håndfladen, pres den let, så overskydende saft drypper af og tryk så kartoffelpandekagen ud på panden. Sørg for at trykke kanterne lidt ind på den, så den ikke bliver for pjusket at se på. Form tre mere. Lad dem stege i ca. 4 minutter, så der dannes skorpe. Smelt lidt mere smør på panden og vend dine kartoffelpuffer. Steg dem lige så lang tid på panden og tag dem så af. Brug samme metode til at lave fire mere.

Anret dine kartoffelpuffer på små tallerkner med røget laks og creme fraiche.

Note: Stegte kartofler smager jo altid godt, og det giver et fint touch med den lette sødme fra øllet. En fin forret som du også kan bruge som frokostret eller som let aftensmåltid til to personer.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *