pannfisch, sennepssauce, sennep, fisk, kartofler, ærter, hvedemel, mælk, smør,

Pannfisch mit senfsauce – eller pandestegt fisk med sennepssauce – er en lækker fiskeret fra det tyske køkken og et glimrende bevis på, at det tyske køkken er andet og mere end øl og pølser. Dette er samtidig også en ret, der sagtens kunne have været serveret i mit barndomshjem i 80’erne, hvor der var kartofler, sauce og kogte grøntsager til næsten alt!

Pannfisch kan laves på forskellige fiskearter, og mit umiddelbare indtryk er, at det er ret populært at bruge torsk. Jeg valgte dog at bruge rødspættefileter. De blev kombineret med stegte kartofler, lidt stegt bacon, kogte ærter samt sennepssauce.

Pannfisch mit senfsauce
2 personer

225-250 g rødspættefileter
1 dl hvedemel
salt og peber
smør til stegning

Sennepssauce:
1½ spsk smør
1½ spsk hvedemel
1½ dl mælk
1 spsk dijonsennep
salt og peber

Stegte kartofler:
400-500 g kartofler, skrællede
smør til stegning

Derudover:
kogte ærter
stegt bacon
friskhakket persille

Start med at koge de skrællede kartofler i letsaltet vand. Når de er næsten møre, hældes vandet fra, og kartoflerne køler af (du kan evt. kogte kartofler fra dagen før). Skær kartoflerne i skiver og steg dem i godt med smør, indtil de bliver sprøde.

Mens kartoflerne steger, skærer du fiskene i stykker på ca. 4 cm bredde og vender dem i mel. Krydr dem med salt og peber og steg dem i smør på en anden pande.

Når kartoflerne er gyldne, tager du dem af panden og smelter derefter smørret til saucen på samme pande. Pisk hvedemelet i og tilsæt derefter sennep samt lidt af mælken. Pisk godt og tilsæt resten af mælken under piskning. Lad saucen tykne og smag til med salt og peber.

Anret din pannfisch mit senfsauce på en bund af stegte kartofler – læg så fisken over, drys bacon og ærter over og hæld sennepssaucen ovenpå. Slut af med lidt persille.

Note: Mmm! Pannfisch er en forholdsvis simpel ret (det eneste, der kan snyde lidt tidsmæssigt er kartoflerne), og så er det en dejlig måde at få lidt mere fisk på middagsbordet.