Asparges med hollandaise
Første tyske benspændsret er hverken med svin, kartofler eller øl – men med asparges! Tyskerne er nemlig meget glade for asparges, og det forstår jeg godt, for det er en af forårets skønneste råvarer. Og de er jo i sæson nu, så det er bare om at smovse i dem, mens de er her!
Jeg har lavet en del asparges-retter gennem tiden, men pudsigt nok aldrig den tyske klassiker – asparges med hollandaise. Og det er en klar fejl, for det er en herlig ret. Hollandaise har jeg dog lavet før, så det var let og hurtigt at skabe denne ret.
Hvide asparges med hollandaise
forret til fire personer
800-1000 g hvide asparges
Hollandaise sauce:
2 æggeblommer
1 spsk hvidvinseddike
125 g smeltet smør
lidt salt og peber
saften af ½ citron
Knæk den nederste del af de hvide asparges og skræl dem derefter. Fyld en stor gryde med letsaltet vand og varm det op. Når vandet koger, putter du de hvide asparges i.
Mens de koger, laver du saucen. Hæld de to æggeblommer i en stor metal- eller glasskål sammen med hvidvinseddiken. Gem de to æggehvider i en lille beholder i køleskabet – de kan bruges til andre retter. Sæt en gryde med vand over på komfuret og sæt skålen med æggeblommer i – gerne så skålen stikker et stykke ned, så den rører vandoverfladen, men samtidig er så stor, at den kan hvile på kanten af gryden. Varm vandet langsomt op.
Pisk æggeblommer og eddike grundigt i nogle minutter. Når æggemassen får en fyldig konsistens, som du kan ‘tegne’ i med piskeriset, tager du det smeltede smør frem. Tilsæt en spsk smør til æggemassen og pisk det grundigt, så æggemassen optager smørret. Tilsæt en spsk mere, pisk grundigt og fortsæt sådan, indtil du har brugt al smørret, og din hollandaise sauce har en cremet og lækker konsistens i stil med en fed mayonnaise. Smag til med salt, peber og citronsaft.
Tjek om de hvide asparges er møre ved at prikke i dem med en skarp urtekniv. Hæld vandet fra og anret de hvide asparges med hollandaise sauce.
Note: Mmmm… altså sauce er jo altid skønt, og kombinationen af asparges og hollandaise er et virkelig godt match!
Asparges er jo den bedste tyske ret 🇩🇪🇩🇪🇩🇪
Kan virkelig godt forstå, at de elsker asparges 🙂 <3
Ååååhhh, naaarmmenaarmmenaaam!!! 🖤❤️💛🇩🇪🇩🇪🖤❤️💛
Enig 😀
Glem alt om pølser og øl (næsten)
Tyskland i Maj= asparges
Tyskland i Juni = Jordbær
Jeg vidste ikke, at de er så glad for jordbær – spændende!
Har du bud på nogle gode tyske aspargesretter?
Næh ikke rigtigt. Altså tyskere er jo også rigtig glade for suppe, så måske en aspargessuppe?
Apropos jordbær, så dukker de her små salgshytter op over alt i Tyskland:
https://gusandollie.com/2015/05/25/snapshot-almost-strawberry-season/
Årh hvor er de kære! Dem kendte jeg ikke til 🙂