Pulpo con Cachelos – blæksprutte med kartofler

blæksprutte, tapas, forret, kartofler, persille, løgJeg lavede som sagt en række tapasretter, da vi var i Nice, og da jeg havde lavet friterede blæksprutter, lå blækspruttekroppene stadig på spækbrættet og ventede på at blive brugt. Hvad skulle jeg bruge dem til?

Jeg opdagede en opskrift på Spanishfoodworld, som jeg tog udgangspunkt i. Jeg brugte dog en anden type blæksprutte (i den originale bruger man ottearmede blæksprutter), ligesom jeg undlod safran, da ferielejligheden ikke havde dette på krydderihylden. Derudover justerede jeg mængderne, så der blandt andet kom flere kartofler i retten.

Pulpo con Cachelos

Kroppene fra 6 blæksprutter
lidt olivenolie
1 løg skåret i tynde skiver
ca. 2 spsk bredbladet persille, finthakket
ca. 500 g kartofler, skrubbede og skåret i tern på 2 x 2 cm
salt og peber

Skær hovedet af blæksprutterne og brug dem til friterede blæksprutter. Tag blækspruttekroppene og træk skindet af dem. Skær dem op i den ene side og rens blæksprutterne indvendig – fjern al indmad og den fine hinde. Skyl hver blæksprutte og skær blækspruttekroppene i stykker på ca. 2 x 2 cm.

Varm olien på en pande og steg løgene ved mediumvarme, indtil de er bløde og gyldne. Tilsæt lidt salt undervejs. Tilsæt persille og blæksprutte samt lidt vand. Læg låg på panden og lad det simre ved svag varme i en times tid. Rør ind imellem i retten og tilsæt evt. lidt mere vand. Pas på, at det ikke tørrer ud! Når blæksprutterne er møre, tilsætter du kartoflerne samt mere vand, så det lige akkurat dækker kartoflerne. Lad retten koge uden låg, indtil kartoflerne er møre og smag til med salt og peber.

Servér retten i små skåle.

Note: Blæksprutte med kartofler er en ret spændende ret. Jeg vil prøve at lave den med safran på et tidspunkt, for retten må gerne krydres lidt mere (efter min smag), men ellers en dejlig mild og velsmagende ret.

2 thoughts on “Pulpo con Cachelos – blæksprutte med kartofler

    • Tusind tak – og jeg tror, den bliver endnu smukkere, hvis man også bruger lidt safran i retten, sådan som den originale opskrift foreslår 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *