Kakaomuffins med saltkaramel

kakaomuffins, chokolademuffins, chokoladekage, muffins, kage, dessert, hvedemel, smør, kakao, æg, rørsukker, vanilljesukker, vanilje, bagepulver, salt, karamel, saltkaramel, saltkarameller, karameller, fløde, chokolade, mørk chokoladeGemalen havde fødselsdag tidligere på ugen, og i den anledning skulle han selvfølgelig have kage med på arbejde. Jeg ved, han er ret glad for salt, karamel og i særdeleshed saltkaramel, så han var da også med på disse kakaomuffins med saltkaramel, da det var en af mine forslag til fødselsdagskage.

Jeg så på et tidspunkt en opskrift på muffins med chokoladekaramelfyld på et forum for nogle år siden, og den fandt jeg frem fra mine gemmer. Jeg syntes, det var lidt for let blot at putte en købekaramel i, så jeg lavede min egen karamelmasse – løseligt baseret på de vaniljekarameller, jeg har blogget om før. Samtidig justerede jeg muffindejen, så den passede bedre til saltkaramellen.

Toppingen til disse kakaomuffins blev ikke helt, som jeg ville have det. Konsistensen blev lidt sær, men det skete først, da jeg puttede smør i til allersidst, så det overvejer jeg at undlade en anden god gang. Den smagte dog ganske fint – selvom den var lidt besværlig at smøre ud på kagerne.

Kakaomuffins med saltkaramel
ca. 16 stk.

Blød saltkaramel:
1 dåse kondenseret mælk, ca. 395 g
100 g smør
150 g rørsukker
1½ tsk god salt – f.eks. fra Il Fornaio eller Læsø

Smelt alle ingredienserne (undtagen saltet) i en gryde over svag varme, indtil sukkeret er opløst. Herefter skal du røre konstant. Skru op for varmen og bliv ved med at røre konstant i ca. 10 minutter, indtil karamelmassen får en mørkere farve. Tilsæt salt. Hæld massen ned i en firkantet form foret med bagepapir og sæt det i køleskab i mindst fire timer, inden du skærer karamellerne ud.

Muffindej:
100 g smør
2 dl minimælk eller letmælk
2 æg
1½ dl rørsukker
2½ dl hvedemel
1½ dl kakaopulver
1 tsk vaniljesukker
2 tsk bagepulver

Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælk. Hæld æg, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk det lyst og luftigt. Hæld smør-mælken i æggemassen og pisk det sammen. Rør melet i og tilsæt derefter kakao og bagepulver. Hæld en lille klat dej i hver muffinform og tryk derefter et stykke saltkaramel ned i dejen. Fyld mere dej på, så hver form er fyldt ca. to-tredjedele.

Bag dine kakaomuffins i ovnen ved 200 grader i ca. 12-15 minutter. Sørg for at teste dem ved at stikke en lille træpind ind i en af kagerne. Hvis der ikke hænger dej ved, når du trækker pinden ud, er dine kakaomuffins færdige (sørg for ikke at stikke pinden ind i karamelmassen). Det er vigtigt at holde lidt øje med kagerne, så de ikke bliver for tørre – jeg var lige ved at give mine lidt for meget tid, og de fik omkring 15 minutter.

Chokoladetopping:
1 dl fløde
100 g rørsukker
et knips salt
70-75 g mørk chokolade, gerne 55-60%
(50 g blødt smør)

Kog fløde, sukker, salt og chokolade i 20 minutter ved middelvarme, indtil det er tyknet og blankt. Tag det af varmen, tilsæt evt. smør, og fordel et tyndt lag over kagerne. Glat det og lad det køle af, inden du serverer dine kakaomuffins.

kakaomuffins, chokolademuffins, chokoladekage, muffins, kage, dessert, hvedemel, smør, kakao, æg, rørsukker, vanilljesukker, vanilje, bagepulver, salt, karamel, saltkaramel, saltkarameller, karameller, fløde, chokolade, mørk chokolade

10 tanker om "Kakaomuffins med saltkaramel"

  1. mmmm – hold nu fast jeg kunne godt lige klare sådan en fætter!!! Mums – de lyder så lækre, men nu er jeg også ret pjattet med alt hvad der hedder karamel :=

    • Karamel er også et hit her i huset – især hos gemalen, men jeg vil nu sige, at i denne udgave havde jeg også svært ved at holde fingrene fra det 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *