Grillet tyksteg med grøntsagsfad

Grillet tyksteg med grøntsagsfad

I weekenden havde vi gæster på besøg, og de blev naturligvis udsat for stop-spild-af-mad-konceptet i form af et grøntsagsfad med alskens godt fra grøntsagsskuffen samt en grillet tyksteg. Ja, du læste rigtigt. Nu har vi efterhånden ryddet så meget ud i fryseren, at vi primært har oksekød tilbage (fra et større oksekødsindkøb i november hos en lokal landmand), og det ‘gik så ud over’ gæsterne. Der var ingen klager.

Tykstegsfilet er et dejligt stykke kød – ja, jeg havde faktisk glemt hvor saftigt og velsmagende det er. Vi fik lyst til at lave grillet tyksteg, så vi også havde en undskyldning for at finde grillen frem – den er vi nemlig ikke så gode til at få brugt her om vinteren.

Grillet tyksteg

ca. 8 personer

1,4 kg
1½ spsk salt
1 spsk timian

Derudover:
3 håndfulde røgflis

Rids fedtlaget øverst på tykstegen og gnid kødet grundigt ind i en blanding af salt og timian. Sæt det tilbage i køleskabet og lad det hvile 3-4 timer. Tag kødet ud en time inden, at du vil sætte det på grillen. Husk ved samme lejlighed at smide røgflis i en skål og overhælde det med vand.

Varm grillen op. Vi har en lukket grill, hvor det er let at styre temperaturen, så vi gik efter en temperatur på 110 grader. Når kullene er ved at være klar, smider du røgflis på og lægger tykstegen på, så den får indirekte varme. Stik et stegetermometer i kødet og lad det derefter passe sig selv, indtil kødets kernetemperatur når op på 58 grader – det tager 1-1½ time. Tag kødet af grillen og læg det på et spækbræt. Vikl stanniol omkring og læg et tykt viskestykke over. Lad kødet trække en halv time, inden du skærer det ud.

En grillet tyksteg, der både er saftig og perfekt mør på samme tid. Kødet er blevet lidt rødere end ellers på grund af røgningen i starten.

grøntsagsfad, gulerødder, knoldselleri, løg, fløde, bouillon, timian, parmesan, ost

Grillet tyksteg blev som sagt serveret sammen med et grøntsagsfad… og en lille grøn salat bestående af grønkål, æbler, valnødder og honning.

Grøntsagsfad

ca. 4 personer

400 g gulerødder, skåret i tern
400 g knoldselleri, renset og skåret i tern
1 stort løg, skåret i grove tern
2½ dl fløde
2½ dl bouillon – jeg brugte oksebouillon
1 spsk timian
Salt og peber
1½-2 dl friskrevet ost – gerne parmesan eller anden salt, hård ost

Rør gulerødder, knoldselleri, løg og timian godt sammen. Hæld grøntsagerne i et ildfast fad og hæld bouillon og fløde over. Drys salt og peber og og top dit grøntsagsfad med friskrevet ost.

Stil grøntsagsfadet i ovnen ved 200 grader i en times tid. Jeg slukkede derefter for varmen og lod det få et kvarters eftervarme, mens jeg anrettede resten af mad.



2 thoughts on “Grillet tyksteg med grøntsagsfad”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *