Eggs Florentine

Eggs Florentine

I går kom der Eggs Florentine på morgenmadsbordet, for jeg udnytter fortsat, at vi har påskeferie, og jeg kan lave æggebaserede morgenmadsretter. Selvfølgelig som en del af ægge-benspændet. Tidligere på ugen lavede jeg æg i kokotte, som er noget lettere end denne opskrift.

Eller … denne ret er ægge svær (UNDSKYLD), men den er lidt mere omstændig. Så den er klart sjovere at lave den til mindst to og gerne fire personer. Hvis du vil gøre det meget let for dig selv, så kan du selvfølgelig bruge færdiglavet mornaysauce, men jeg er generelt fan af at lave de fleste retter fra bunden, så jeg lavede en lille portion ostesauce. Og kom til at tænke på, at jeg snart bør lave lasagne igen.

Eggs Florentine

2 personer

ca. 2 dl ostesauce
2 æg, str. M/L
200 g spinat – enten frisk eller optøet
lidt smør til stegning
1 dl frisk- og fintreven ost

Bring en kasserolle vand i kog, som du kan koge æggene i. De skal have seks minutter og derefter lægges i koldt vand.

Mens æggene koger, kan du meget passende lave ostesaucen (se indlægget, jeg har linket til). Den kan du have på lavt blus, mens du forbereder spinaten.

Spinaten skal hakkes og svitses på en pande i nogle minutter. Fordel den i to smurte, ildfaste forme. Pil æggene og læg et i hver form. Fordel ostesaucen ud over det og slut af med at drysse ost over. Stil de to forme i ovnen ved 200 grader grill i 5-7 minutter.

Servér Eggs Florentine sammen med ristet brød.

Note: Dette er en skøn morgenmadsret, og selvom portionen ikke ser stor ud, så mætter den ret godt. Hvis du vil variere den, så vil jeg foreslå, at du finthakker og steger lidt løg sammen med spinaten – måske endda også lidt frisk tomat, men så begynder vi at bevæge os noget længere væk fra originalen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *