Japansk æggesandwich

Japansk æggesandwich er en virkelig enkel sandwich, som du kan få mange steder i Japan. Jeg prøvede den godt nok ikke, da vi var på ferie der for mange år siden, men den er heldigvis så let at lave, at du sagtens kan lave den selv.
… og det er faktisk ikke helt sandt, for du skal egentlig bruge det japanske brød shokupan, hvis det skal være helt rigtigt, men så omstændigt blev det ikke denne gang. Jeg snød og brugte toastbrød. Og jeg skar ikke en gang skorpen af, for så bliver det en kende for blødt og kedeligt til mig. Jeg har desuden set flere anbefale, at man bruger både blødkogte og hårdkogte æg for at gøre æggefyldet mere cremet, så det gjorde jeg også. Jeps – lidt rebel har man da lov til at være.
Japansk æggesandwich er selvfølgelig lavet i forbindelse med mit ægge-benspænd.
Japansk æggesandwich
2 stk.
2 stykker frisk, lyst toastbrød
1 blødkogt æg
1-2 hårdkogte æg
1-2 tsk kewpie mayonnaise
lidt salt og peber
lidt sukker
Kog æggene og lad dem køle lidt af i koldt vand, inden du piller dem. Put dem i en skål og mos dem grundigt med en gaffel. Smag til med mayonnaise, salt, peber og sukker. Læg et tykt lag fyld på det ene toastbrød – helt ud til kanten – og læg det andet toastbrød oven på. Tryk det let sammen. Pak eventuelt æggesandwichen i husholdningsfilm og læg den på køl en halv times tid, så smagen ‘samler sig’. Skær den over, så du får to smalle aflange sandwiches.
Note: Som sagt – en japansk æggesandwich er ret enkel. Smagen er mild og diskret. Personligt ville jeg nok foretrække lidt purløg i for at give mere smag og kant.
Lækkert, mem shokupan er ikke så omfattende at lave, hvis man bruger den opskrift,som jeg bruger ☺️☺️
Jeg synes, det er lidt overkill at bage et brød kun for at lave denne simple æggesandwich 😀
(selvom jeg generelt er fan af at bage det meste brød selv)