Chokoladepasta med friske hindbær

Chokoladepasta med friske hindbær

Denne chokoladepasta var det søde punktum i en fire retters menu, vi serverede for vores gæster tidligere på ugen. Inden da havde de spist cannelloni med ricotta, citron og basilikum, salat med kalvehjerte og avokado samt lidt forskellige oste.

Jeg lavede også en dessert med pasta i starten af juli – nemlig denne dessertpasta med hvid chokoladesauce – men jeg kunne ikke dy mig og måtte også lave en smuk, chokoladebrun chokoladepasta som en af de sidste retter i juli måneds pasta-benspænd.

Chokoladepasta med friske hindbær

4 personer

30 g kakaopulver
30 g flormelis
60 g hvedemel
1 æg
1 spsk vindruekerneolie

Derudover:
lidt sukkersirup – se fremgangsmåde
friske hindbær
friske mynteblade

Rør kakaopulver, flormelis og hvedemel sammen og læg det i en bunke på køkkenbordet. Lav en stor fordybning i midten og slå ægget ud i den. Tilsæt olien. Pisk stille og roligt ægget sammen med de tørre ingredienser, indtil dejen begynder at samle sig. Saml dejen og ælt det til en ensartet masse. Det er en ret fugtig dej, så du skal muligvis bruge lidt mere mel. Put dejen i en frostpose og læg den i køleskabet en times tid.

Derefter er det tid til at rulle din chokoladepasta ud! Brug gerne en pastamaskine. Har du ikke det, kan du også sagtens bruge en kagerulle. Sørg for at bruge godt med mel under udrulningen, så dejen ikke klistrer sig fast til bordet. Skær dejen i strimler og kog din chokoladepasta i ca. 2 minutter. Skyl den hurtigt i lunkent vand og anret din chokoladepasta i dybe skåle. Hæld en sjat sukkersirup over hver portion og pynt med friske hindbær, mynte og lidt bærstøv (jeg kunne ikke finde mine tørrede hindbær, så jeg brugte brombærstøv i stedet).

Note: Jeg var godt tilfreds med både smagen og udseendet af denne chokoladepasta. Det ville nu heller ikke have gjort noget med en lille smule hakket hvid chokolade drysset ud over denne chokoladepasta – både af hensyn til smag og udseende af desserten, der har en tydelig chokoladesmag, selvom pastaen stadig er ret mild. Vil du have en lidt mere intens dessert, så udskift sukkersiruppen med hindbærsirup eller myntesirup.

Vores gæster havde været så søde at tage vin med til desserten. Sjovt nok var de forbi min yndlingsvinhandel, hvor de købte en Recioto della Valpolicella fra Fratelli Recchia. En utrolig dejlig og sødmefuld mørk dessertvin, der havde en god fylde, der passede fint til chokoladesmagen. Yum!

chokoladepasta, kakaopasta, pastadessert, pasta, kakaopulver, flormelis, hvedemel, hindbær, sukkersirup, rørsukker, dessert


4 thoughts on “Chokoladepasta med friske hindbær”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *