Nougathorn
Jeg bagte nougathorn til mine kolleger, og kagerne vakte heldigvis lykke. Dejen til disse nougathorn indeholder en del smør, hvilket gør, at de smager absolut bedst samme dag, de er bagt. Jeg sørgede for at bage dem aftenen inden, at de skulle serveres, og de var heldigvis stadig gode. Ikke helt så saftige som aftenen før, men stadig ganske fine. Jeg overvejer dog, om ikke man kan udskifte lidt af mælken med f.eks. kærnemælk, hvis man først vil servere disse nougathorn dagen efter. Kærnemælk er nemlig med til at holde bagværk saftigt og blødt i længere tid.
Jeg fandt en opskrift på nougathorn hos Newyorkerbyheart, men ændrede lidt på dejen samt på fyldet, og så dekorerede jeg mine nougathorn med mørk chokolade i stedet for nødder og perlesukker.
Nougathorn
18 stk.
2½ dl mælk
25 g gær
75 g smør
½ tsk salt
1 spsk rørsukker
7 dl hvedemel
Fyld:
100 g nougat
105 g marcipan
Pynt:
1 æggehvide
30-40 g mørk chokolade, smeltet
Opvarm mælken ved mediumvarme i en kasserolle sammen med smør. Tag kasserollen af komfuret, så snart smørret er smeltet. Lad mælken afkøle lidt, indtil den er håndvarm. Rør gæren ud i mælken og tilsæt salt og sukker. Rør melet i lidt ad gangen og ælt dejen godt igennem. Læg den i en skål med et fugtigt viskestykke over og sæt den til hævning et lunt sted i en halv times tid.
Del dejen i tre lige store kugler og rul hver kugle ud til en cirkel. Del hver cirkel i seks lige store stykker. Læg et stykke nougat og et stykke marcipan i den brede ende af hver stykke dej. Rul dem sammen fra den brede ende og form til horn (se formen på billederne). Læg dine nougathorn på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve en halv time. Pensl dem derefter med æggehvide og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter. OBS – jeg fordelte mine nougathorn på to bageplader, da jeg var bange for, at de ellers ville ligge for tæt.
Lad nougathornene køle af, inden du dekorerer dem med smeltet chokolade.
Note: Fine, bløde nougathorn med sød midte. En herlig eftermiddagshapser eller servering til kaffen.
De lyder sørme lækre! 🙂
De gled også lige ned 😀
Ser meget lækkert ud – lige til en picnic i det grønne 🙂
Ja, det vil de være rigtig gode til 🙂
De ser lækre ud. Dem vil jeg prøve. Jeg er ikke så erfaren udi den slags, så hvor store skal de der cirkler være?
Det kan jeg desværre ikke huske, men det skal rulles ud, så dejen er 3-4 mm tyk 🙂