Blommetærte med rom
Gemalen spurgte den anden dag, om ikke det var længe siden, at jeg sidst havde bagt kage til ham… *hint hint*… og efter en kort betænkningstid besluttede jeg mig for, at han skulle da have en kage. Ikke kun fordi jeg elsker at forkæle ham, men også fordi han virkelig har knoklet med at sætte ny køkkenbordplade op tidligere på ugen, og det er blevet rigtig pænt.
Jeg besluttede mig for at bage en blommetærte til ham. Både fordi han godt kan lide desserter med frugt i, og fordi vores lille blommetræ er gået amok i at producere blommer i år. Jeg tror, det bliver ny rekord, men jeg har desværre ingen anelse om, hvor mange kilo det når at give i år.
Jeg så en dejlig opskrift på blommetærte hos Himmelske Kager, som jeg valgte at tage udgangspunkt i. Jeg lavede dog en del ændringer og skar blandt andet ned på sukker og udelod kanel. Til gengæld tilføjede jeg så mørk rom, da jeg synes, det passer godt sammen med blommer. Resultatet blev denne saftige, søde og vanedannende blommetærte.
Blommetærte med rom
ca. 8 personer
Tærtebund:
100 g rørsukker
1 vaniljestang
150 g blødt smør
150 g hvedemel
1½ dl havregryn
Fyld:
100 g revet marcipan
3 æg
2 dl creme fraiche 18%
50 g rørsukker
+ 2 spsk rørsukker
3 spsk mørk rom
ca. 400 g mediumstore blommer – jeg brugte Victoriablommer
Skær vaniljestangen op og skrab vaniljekornene ud. Mas dem ud i sukkeret og rør det sammen med smør, hvedemel og havregryn. Tryk dejen ud i en tærteform med en diameter på ca. 28 cm.
Riv marcipanen og vend den med æg, creme fraiche, rom og rørsukker. Fordel fyldet ud over tærtebunden.
Halvér blommerne og fjern stenene. Fordel blommerne oven på fyldet, så skærefladen vender nedad. Drys de to spsk rørsukker over din blommetærte og stil den i ovnen ved 175 grader i 40-45 minutter. Lad tærten køle helt af, så fyldet kan sætte sig.
Denne blommetærte kan sagtens spises, som den er. Den har en god sødme – uden at være hvinende sød – men du evt. overveje at kombinere den med en lille klat creme fraiche, hvis du gerne vil have lidt syrlighed til tærten.