Biberle – lille tysk julesmåkage

Biberle – lille tysk julesmåkage

Hvis du synes, at pebernødder er farlige at have liggende, fordi man hurtigt får spist en håndfuld uden at opdage, så vil du sandsynligvis opleve samme problem med biberle.

Biberle er en lille ingefærbrødskage med marcipanfyld. Den har en rigtig fin letkrydret smag og med en god sødme fra marcipanen. Og så har den som sagt en størrelse, der gør, at den er lige lovlig let at snacke i december!

Jeg fandt en opskrift på biberle i kogebogen ‘Classic German Baking’, som en læser havde anbefalet mig. Oprindeligt stammer småkagen fra Schweiz men kan også findes i Tyskland. Jeg måtte ændre på nogle af målene under bagningen, da kogebogsforfatteren havde lavet et par fejl i mængdeberegningerne, men det var heldigvis let at justere.

Biberle

70-80 stk.

60 g honning
3 spsk mørk farin
30 g smør
2½ dl hvedemel
½ tsk bagepulver
1 tsk kanel
½ tsk stødt ingefær
½ tsk stødt nelliker
lidt salt
150-200 g marcipan

Hæld honning, sukker og smør i en gryde og varm det langsomt op, indtil det er smeltet. Rør det godt igennem og hæld det over i en skål, hvor det skal køle helt af.

Rør mel, bagepulver og krydderier sammen i en anden skål og ælt så honningblandingen i. Ælt det godt sammen, put dejen i en frostpose og læg den i køleskabet i 12-24 timer.

Tænd ovnen og stil den på 200 grader. Tag dejen ud af køleskabet og del den i fire lige store stykker. Rul en af dem ud til en lang pølse med en diameter på ca. 2 cm. på et meldrysset bord. Tag derefter en kagerulle og rul den ud, så du får en lang, smal dejstrimmel. Tag derefter et stykke af marcipanen og rul den ud til en lang pølse, der er lige så lang som dejen. Marcipanpølsen skal have en tykkelse på ca. 1 cm. Pensl dejen med lidt vand og læg så marcipanpølsen på den udrullede dej. Fold forsigtigt dejen omkring marcipanen og rul den let på bordet, så dejen klæber sig fast til marcipanen. Skær trekantede stykker af dejen (se foto) og læg dine biberle på en bagepapirbeklædt bageplade. Bag dem i 12-14 minutter, indtil de er letgyldne.

OBS – hvis du får peberkagedej til overs, kan du enten tage lidt ekstra marcipan og lave flere biberle, eller du kan rulle kugler af den tiloversblevne dej, bage dem og derefter dyppe dem i hvid glasur eller smeltet chokolade.

Note: Ok, dem her er jeg fan af! Men jeg tør simpelthen ikke have dem i huset, for jeg kan mærke, at jeg har lidt svært ved at holde fingrene fra dem!



5 thoughts on “Biberle – lille tysk julesmåkage”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *