Beignets fra cajun-køkkenet

Beignets fra cajun-køkkenet

Her kommer sidste ret i cajun-benspændet – nemlig beignets! Jeg har forsømt desserthjørnet i cajun-køkkenet, men jeg nåede lige at lave beignets på falderebet. Beignets består af dej, der friteres i palmin og drysses med flormelis.

Jeg har set en del opskrifter, hvor der indgår gær, men jeg var interesseret i en hurtig version og tænkte, at æg burde også nok til at få dejen til at hæve, så jeg fandt en opskrift hos New Orleans Online, som jeg tog udgangspunkt i. Jeg justerede lidt op og ned på målene, og så har jeg efterfølgende tilføjet lidt citron/appelsin til opskriften, men det kan du læse mere om nederst i blogindlægget.

Beignets

6 stk.

25 g smør
0,75 dl vand
1 dl hvedemel
½ tsk vaniljepulver
1 tsk fintreven skal fra øko-citron eller øko-appelsin
1 stort æg
500 g palmin
1 spsk flormelis

Put smør og vand i en lille gryde og varm det op, indtil smørret er smeltet, og væsken simrer. Tag gryden af varmen og rør melet, vaniljepulveret samt den revne skal i. Pisk derefter ægget i.

Smelt palminen i en lille kasserolle. Rul imens dejen ud på et meldrysset bord og del det i seks lige store stykker. Test om palminen er varm nok ved at stikke træ-enden af en tændstik i palminen. Bobler det omkring træet, er palminen varm nok. Put forsigtigt to dejstykker ned i palminen og lad dem koge, indtil de er gyldne på begge sider. Husk at vende dem undervejs. Læg de kogte beignets på et par stykker køkkenrulle og fortsæt kogningen af resten af dejstykkerne.

Drys de færdigkogte beignets med flormelis og servér dem med det samme.

Note: Beignets er nogle fine små hapsere. Jeg lavede 3 per person, men er du lækkersulten, kan du sikkert spise flere per person. Jeg savnede lidt mere smag i dem, så jeg har tilføjet lidt citron-/appelsinsmag til opskriften for at give dem lidt ekstra kant.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *