Chá cá – vietnamesisk karryfisk

karryfisk, fisk, asiatisk, vietnamesisk, fisk, torsk, fiskesauce, gurkemeje, hvidløg, ingefær, forårsløg, kokosolie, dild, sambal oelek, chili, peanutsDenne vietnamesiske karryfisk er sidste ret i mit vietnamesiske benspænd, men jeg vil bestemt ikke afvise, at der kan komme flere asiatiske retter på bordet i løbet af sommeren, for det er nu et dejligt køkken!

Inspirationen til denne karryfisk fandt jeg hos The Culinary Chronicles, men jeg lavede dog en række ændringer. Jeg skruede lidt op for krydderierne, undlod skalotteløg og almindeligt løg samt freestylede en krydret sauce til retten. Du kan også bruge denne vietnamesiske sauce, som jeg tidligere har blogget om. I opskriften står der, at man skal bruge hvid fisk (i Vietnam tilbereder man sandsynligvis retten med en fisk, vi ikke kan få i Danmark), og jeg vil anbefale en fast hvid fisk. Jeg brugte selv torsk, og den er en anelse skrøbelig, så der risikerer man let, at fisken brækker i mindre flager under tilberedningen.

Chá cá – vietnamesisk karryfisk

2 personer

200-250 g hvid fisk – jeg brugte tykke stykker torsk
2 spsk fiskesauce
1 tsk gurkemeje
1 spsk friskhakket dild
1 fed hvidløg, finthakket
1 tsk frisk ingefær, finthakket
1 forårsløg, finthakket
lidt peber

Kokosolie til stegning
1 bundt dild
1½ tsk sambal oelek
citronsaft
salt
1 dl saltede peanuts, hakkede
200 g vermicelli nudler (tynde risnudler)

Rør fiskesauce, gurkemeje, finthakket dild, hvidløg, ingefær, forårsløg og peber sammen i en skål. Skær fisken i mundrette stykker og vend dem grundigt i marinaden. Sæt fisken i køleskabet en times tid.

Kog nudlerne efter anvisningen på pakken og hold dem lune i varmt vand.

Varm to spsk kokosolie op på en pande. Hæld fisken plus marinade på panden og steg den ved mediumvarme, indtil fiskestykkerne er brunede på alle sider. Hak i mellemtiden dilden – tag lidt fra til at pynte – og vend resten af dilden i fisken på panden. Vip forsigtigt fisken over i en skål. Hæld 3 spsk kokosolie på panden sammen med sambal oelek. Rør godt rundt og smag til med salt og citronsaft.

Hæld vandet fra nudlerne og fordel dem i to skåle. Fordel derefter din karryfisk over nudlerne, derefter den varme sauce fra panden og til sidst hakkede peanuts. Pynt med lidt dild og servér din karryfisk med det samme.

Note: En saftig og krydret fiskeret. Jeg er ret vild med, at der bruges godt med dild i denne karryfisk – det er ikke noget, jeg støder på så ofte, og så er det sjovt at se i det vietnamesiske køkken, der ellers er meget præget af koriander og mynte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *