Tunroulade

Tunroulade

Jeg have tænkt mig at lave tunroulade i weekenden og havde fundet en opskrift, jeg ville afprøve. Der stod godt nok en advarsel i opskriften om, at bunden var svær at arbejde med, og det viste sig desværre at være sandt, så jeg var ikke helt tilfreds med resultatet.

Jeg havde dog gemt noget af tunmoussen, så i går lavede jeg i stedet dejen fra en rejeroulade, som jeg serverede til nytår for nogle år siden. Her udelod jeg spinat og justerede lidt på et par af målene. Jeg kombinerede den med tunmoussen og endte med en tunroulade, der var let at arbejde med og som samtidig smagte skønt.

I nedenstående opskrift har jeg ganget op – det er dog muligt, at du får lidt rouladedej tilovers afhængig af, hvor tyndt du smører tunmoussen ud.

Tunroulade

8-12 personer

Rouladedej:
1 dl hvedemel
2 dl fløde
2 dl mælk
1 spsk rapsolie
1 tsk salt
3 æg

Fyld:
1 portion tunmousse

Start med at lave tunmoussen. Når den er rørt sammen, stiller du den i køleskabet, så den kan begynde at sætte sig, og derefter går du i gang med rouladedejen.

Del æggene op i hvider og æggeblommer. Æggehviderne pisker du stive i en stor skål. Pisk æggeblommer sammen med fløde og hvedemel. Tilsæt olie, mælk og salt og pisk det godt. Vend æggehviderne forsigtigt i dejen med en stor grydeske.

Læg et stykke bagepapir på en bageplade og smør bagepapiret grundigt med rapsolie. Hæld dejen ud på bagepladen og bag den ved 200 grader i ca. 20 minutter, indtil den er letgylden. Lad den køle af, inden du fordeler tunmoussen ud over den. Rul din tunroulade sammen og vikl noget husholdsningsfilm stramt om rouladen. Læg den i køleskabet i nogle timer.

Skær den i skiver og anret dem på tallerkner lige inden servering.

Note: Nu elsker jeg tunmousse – især denne udgave – så en tunroulade baseret på samme mousse er selvfølgelig et hit hos mig.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *