Stegt laks med hollandaisesauce

Stegt laks med hollandaisesauce

Jeg nærer en overordentlig ærbødig respekt over for en af sauce-klassikerne – nemlig hjemmelavet hollandaisesauce. Det siges, at hollandaisesauce godt kan være svær at lave. Nu har jeg endelig prøvet det og må indrømme, at det synes jeg faktisk ikke, det er. Du skal blot være lidt forsigtig, mens du pisker saucen sammen, for den må ikke få for høj varme.

Det er lidt forskelligt, hvordan folk laver hollandaisesauce. Jeg har set opskrifter, hvor man bruger fiskebouillon eller vand (for blandt andet at gøre saucen knapt så fed), men en del laver også en meget simpel udgave med æggeblommer, smør og krydderier. Jeg valgte at tage udgangspunkt i en sauce, jeg havde set hos Verdens Lækreste Opskrifter, men justerede flere af målene.

Min hollandaisesauce blev serveret sammen med stegt laks, stegte champignons med timian samt bådkartofler.

Hollandaisesauce

2 personer

2 æggeblommer
1 spsk hvidvinseddike
125 g smeltet smør
lidt salt og peber
saften af ½ citron

Hæld de to æggeblommer i en stor metal- eller glasskål sammen med hvidvinseddiken. Gem de to æggehvider – du kan evt. bruge dem til at lave lakridskys med. Sæt en gryde med vand over på komfuret og sæt skålen med æggeblommer ovenpå. Det er lettest, hvis du bruger en skål, der stikker et stykke ned i gryden (så den rører vandoverfladen), men som samtidig er så stor, at skålen kan hvile på kanten af gryden.

Pisk æggeblommer og eddike grundigt i nogle minutter. Sørg for at tage skålen af gryden ind imellem, så du ikke risikerer, at blandingen ikke bliver for varm. Når æggemassen får en fyldig konsistens, som du kan ‘tegne’ i med piskeriset, tager du det smeltede smør frem. Tilsæt en spsk smør til æggemassen og pisk det grundigt, så æggemassen optager smørret. Tilsæt en spsk mere, pisk grundigt og fortsæt sådan, indtil du har brugt al smørret, og din hollandaisesauce har en cremet og lækker konsistens i stil med en fed mayonnaise. Smag til med salt, peber og citronsaft.

Servér med det samme.

Note: Solid og smørholdig hollandaisesauce, som vel nærmest må betegnes som sovs med den konsistens! Den er fed og lækker, og så mætter temmelig godt, så selvom portionen måske ser lidt lille ud, bør den være nok til to personer.

hollandaisesauce, sauce, hollandaise, æg, æggeblommer, smør, citroner, laks, fisk


4 thoughts on “Stegt laks med hollandaisesauce”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *