Grillet kulmulefilet
Da jeg grillede østers i sidste uge, fik jeg også lavet grillet kulmulefilet.
Husker du at smide fisk på grillen? Når vi får lyst til at grille, tænker vi ofte i oksekød, svinekød eller kylling, men fisk er ret lette at stege på grillen. I denne version er det endnu lettere, for her tilberedes fisken i et fad. Det betyder også, at du sagtens kan lave denne ret i ovnen, hvis du ikke har en grill.
I opskriften har jeg skrevet hvidvin, men jeg brugte faktisk en tør mjød, jeg lavede sidste år. Her er hvidvin en fin erstatning.
Grillet kulmulefilet
3-4 personer
400 g kulmulefilet
200-250 g frossen spinat
1 porre, skåret i skiver
2 dl hvidvin eller tør cider
salt og peber
lidt citronsaft
Tænd op i grillen – det skal være en grill, du kan lukke, og det er endnu bedre, hvis du også kan se hvilken temperatur, den har. Denne ret er lavet på omkring 200 grader.
Læg spinaten i en skål og hæld kogende vand over det. Hæld derefter vandet fra og fordel porre og spinat i bunden af et ildfast fad eller foliebakke. Fjern eventuelle ben fra fisken og læg den ovenpå. Drys med salt og peber. Hæld vinen i fadet og sæt det på grillen. Fisken skal have 20-25 minutter – den er klar, når kødet er fast og ikke længere har et ‘gennemsigtigt’ skær over sig.
Grillet kulmulefilet dryppes med lidt citronsaft og serveres gerne sammen med grøntsagerne, kogte ris og eventuelt en dressing lavet på creme fraiche og krydderurter.
Note: Kulmule har en mild smag, og derfor har jeg også valgt at krydre den meget lidt samt vælge tilbehør, der ikke overdøver fiskens smag. Hvis du gerne vil krydre fisken lidt mere, vil jeg foreslå at bruge persille (det har nemlig overlevet indtil nu vores have) eller måske lidt tørret dild. Og så lav eventuelt en citronsauce til.
Jeg er meget glad for din inspiration til nye retter!
Billedet her minder mig om mine måneder på husholdningsskolen, hvor jeg vist var den mest kræsne af alle, fordi jeg ikke spiser fisk 🙂
Hehe, du kan glæde dig til dagens blogindlæg. Det er enkel vegetarmad/tilbehør, der kan laves på grillen 🙂