Æblebrød med kanel

Æblebrød med kanel

Du kan sagtens bage på en grill, så jeg smed et æblebrød med kanel på grillen tidligere på ugen, da jeg lavede grillet knoldselleri. Jeg kunne jo lige så godt udnytte den opvarmede grill til fulde.

I bund og grund kan du bage de fleste brød og kager på en grill, så længe den kan holde en rimelig stabil og høj temperatur. Vores grill viser den indvendige temperatur, så det er ret let at bruge den til bagning. Du skal dog være opmærksom på, at brød godt kan få lidt røgsmag – især hvis du lige har brugt røgflis i grillen.

Æblebrød med kanel

25 g gær
3 dl håndvarmt vand
1 dl creme fraiche
1 tsk salt
2-3 spsk mørk sirup
1 stort æble, skåret i tern
1 spsk kanel
7-7½ dl hvedemel

Rør vand og creme fraiche sammen i en skål og rør derefter gæren ud i det. Tilsæt sirup, salt og halvdelen af melet. Rør godt rundt og tilsæt derefter kanel og æblestykker. Vend dem godt i den bløde dej og tilsæt så resten af melet. Ælt dejen kort med en grydeske og lad den derefter hæve en times tid.

Læg dejen på en ildfast plade – jeg brugte et lille jernfad, som jeg har anskaffet til grillen – og stil brødet ved indirekte varme i grillen. Temperaturen skal være på omkring 200 grader. Bag dit æblebrød med kanel i ca. 30 minutter. Tryk/bank på brødet for at mærke, om det er færdigt. Det skal føles rimelig fast og lyde lidt hult, når man banker på det.

Tag brødet af varmen og lad det køle af. Spis det med smør eller chokolade- eller karamelcreme.

Note: Æblebrød med kanel har lidt sødme fra æble og kanel og ikke mindst en del saftighed fra æblestykkerne. Det holder sig fint i flere dage.

grillet æblebrød med kanel, hvedemel, gær, creme fraiche, æble, kanel, sirup



2 thoughts on “Æblebrød med kanel”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *