Røget brie på grill

Røget brie på grill

Jeg har længe drømt om at lave røget brie, for jeg har en vis svaghed over for røget ost. Og røget brie kan man lave selv. Jeg havde oprindeligt planer om at lave det i ovnen, men nu hvor jeg har vintergrillmad som benspænd her i januar, så er det en glimrende lejlighed til at prøve det på grillen i stedet.

Det meste af vores røgflis er pakket væk, da vi lavede lidt om på indretningen i køkkenet i sommers, så jeg havde kun røgsmuld på bøg liggende, men det kunne også bruges i en snæver vending.

Hvor kraftig røgsmagen bliver afhænger af hvilken røgflis/røgsmuld, du bruger, hvor stor mængden er, og hvor fugtigt det er. Jeg brugte ikke så meget røgsmuld og havde ikke ladet det trække i vand inden, så jeg fik en mild men dog tydelig røget brie ud af det.

Sørg for at bruge en stor brie og en, hvor skorpen er intakt. Osten bliver ret flydende under tilberedningen, og så er det vigtigt at have den faste skorpe til at holde formen på osten.

Sidst men ikke mindst – husk at bruge en grill, du kan lukke, så røgen kan bølge omkring osten og give den smag.

Røget brie

500 g brie
1 dl røgsmuld
evt. vand

Varm grillen op, indtil den er mellem 150 og 180 grader. Tag en mellemstor foliebakke og tryk den flad, så du kan forme en tallerken af den, der er lidt større end brien. Fold stanniol omkring og tryk det let sammen. Sæt brien oven på og stil brien i grillen ved indirekte varme. Drys røgsmuld på de varme kul. Hvis du vil have en kraftigere smag, så sørg for at lade din røgsmuld trække i lidt vand i 10-15 minutter inden. Luk grillen.

Lad brien stå i grillen i ca. 20 minutter. Tag den derefter forsigtigt ud. Den kan godt have en lidt bløbbet konsistens på dette tidspunkt, da osten er meget varm, men er skorpen intakt, skal det nok gå.

Elsker du smeltet ost, så tag endelig hul på osten, mens den stadig er varm. Så er den også dejlig let at smøre på et stykke brød eller knækbrød.

Note: Røget brie er som sagt ret let at lave. Du kan muligvis godt lave det med en mindre ost (så længe den har skorpe hele vejen rundt), men det er lidt lettere at styre med en stor ost.

Du kan variere røgsmagen ved at bruge forskellige typer røgsmuld eller røgflis. Prøv også smide nogle krydderurter på – for eksempel tørrede timiankviste.



4 thoughts on “Røget brie på grill”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.