Tomatburger med mozzarella
Jeg starter månedens burger-benspænd med en tomatburger – en rigtig lækker vegetarburger, som vi guffede her i weeekenden. Det er en saftig sag med masser af smag (og det rimer!), og den er virkelig anbefalelsesværdig.
Til en tomatburger skal man selvfølgelig bruge burgerboller, så her er først en opskrift på bløde og luftige burgerboller.
Burgerboller
8 stk
4 dl lunt vand
1 dl creme fraiche 18%
25 g gær
1 spsk rørsukker
½ dl rapsolie
1 dl fuldkornshvedemel
1 spsk salt
5½ dl hvedemel
Derudover:
1 dl hvedemel
1 æg, pisket
1 spsk sesamfrø
Rør vand og creme fraiche sammen i en skål, inden du rører gæren ud i det. Pisk derefter rørsukker og rapsolie i, inden du pisker fuldkornshvedemelet og saltet i. Rør derefter hvedemelet i, indtil du har en blød og fugtig dej. Rør godt rundt i nogle minutter med en stor grydeske, så dejen bliver æltet godt igennem og sæt det så til at hæve med et fugtigt viskestykke – det tager en lille times tid.
Sæt ovnen på 220 grader.
Læg bagepapir på en bageplade og drys dernæst hvedemelet ud på køkkenbordet. Vip dejen ud på melet og fold den sammen et par gange, mens du ‘dupper’ mel på, så dejen ikke er så klistret. Træk dejen ud i en lang pølse og del den i otte lige store stykker, som du forsigtigt former som flade boller. Læg dem på bagepladen med lidt afstand imellem og pensl dem med æg. Drys sesamfrø over og sæt bollerne i ovnen på midterste rille. Bag dem først i 10 minutter, inden du skruer ovnen ned på 180 grader og derefter bager dem i yderligere 10 minutter.
Lad bollerne køle lidt af, og så er de klar til brug!
Da jeg ville lave tomatburger, havde jeg egentlig planer om at bruge salat i burgeren, men jeg havde noget revet agurk i køleskabet, og det brugte jeg i stedet, hvilket viste sig at være en god idé, for revet agurk i burgere fungerer overraskende godt. I weekenden afslører jeg i øvrigt, hvad jeg brugte agurkesaften til…
Tomatburger
2 stk.
2 burgerboller
4 tomatfrikadeller
3-4 tsk sød bornholmersennep
½ agurk, revet og presset for saft
tynde rødløgsringe
1 kugle mozzarella
Flæk burgerbollerne og smør indersiderne med sød sennep. Fordel den revne agurk på de to bunde og læg derefter to tomatfrikadeller på hver. Skær mozzarellaen i skiver og fordel dem i de to burgere, inden du lægger rødløgsringe ovenpå. Læg toppen af burgerbollen på og tryk hver tomatburger let sammen, inden du serverer dem.
Note: Oh my! Dette er min nye favorit-vegetarburger! Hvis jeg havde en burgerbar, så ville denne tomatburger helt klart ryge på kortet under vegetar-versioner. Elsker de saftige tomatfrikadeller, der fungerer helt fantastisk i en burger. Kan varmt anbefales!
Det lyder rigtig godt, også med frisk mozzarella. Jeg håber i øvrigt også, at du kommer forbi burger med blåskimmelost 😀
Super idé – den er noteret 🙂