melon-agurkesuppe, suppe, melonsuppe, vegetar, agurk, netmelon, mynte, grøntsagsbouillon, bouillon, limeFor et par dage siden blev jeg for alvor træt af efterårsvejret (!) og lavede en rigtig sommersuppe som appetizer til frokosten. Ideen med at kombinere melon og agurk havde jeg oprindelig fra Signes blog, men ændrede dog i konceptet, så jeg udelod chili samt ændrede hønseboullionen til grøntsagsbouillon og brugte noget mindre af det. Så kunne jeg samtidig få brugt noget af vores mynte og dermed også ære månedens benspænd.

Melon-agurkesuppe
2 personer – som forret til frokost

½ agurk
½ netmelon
2 spsk frisk mynte
1 dl grøntsagsbouillon
saft af 1 lime
lidt salt

Skræl agurken og fjern kerner og skal fra melonen. Kom alle ingredienser i en blender – eller i mit tilfælde i en høj kande sammen med stavblenderen – og blend det, til du får en ensartet masse. Smag til med salt og servér suppen helt kold.

Note: Jeg syntes, at suppen var frisk og dejlig. Suppeskeptikeren i huset var dog ikke overbevist om suppens kvaliteter og gik hurtigt videre til rugbrødsmadderne. Suk!