romkugler, konfekt, chokoladekage, smør, flormelis, romessens, mørk romVil du gerne lave dine egne romkugler? Det er superlet – og hyggeligt – men det kræver én ting, der kan være svær at skaffe – nemlig kagerester! Hvor tit er det lige, at man har kage til overs? Her i huset bliver der altid spist op 🙂  Du kan selvfølgelig altid bage en chokoladekage netop til dette formål..

Brug kagerester
Det er svært at give en præcis opskrift på romkugler, eftersom det kræver, at man tager udgangspunkt i rester af den samme chokoladekage hver gang, ligesom det er forskelligt, hvor saftige og bløde chokoladekager er i forvejen. Det mest almindelige er at bruge en klassisk chokoladebradepandekage eller en chokoladekage i denne stil. Du kan i øvrigt godt lave romkugler på andet end chokoladekage – for eksempel en mild sandkage – så skal du blot bruge noget kakaopulver.

Smuldr kageresterne godt og grundigt. Brug en blender, hvis de er lidt tørre, eller en elpisker, hvis kageresterne er meget bløde.

Smørcreme eller jordbærmarmelade

Det er forskelligt, om du har brug for smørcreme eller ej til dine romkugler. Det kommer meget an på, hvor snasket kageresterne er. Hvis det er en meget blød og fugtig chokoladekage i stil med denne chokoladekage med kaffeganashe, kan du helt springe dette punkt over. En simpel smørcreme kan du lave ved at piske 100 g blødt smør med 50 g rørsukker, til det er en blød og cremet masse.

Du kan også variere dine romkugler ved at bruge jordbærmarmelade – eller andre former for marmelade – til at fugte kageresterne med.

Kakaopulver eller finthakket chokolade
Du kan altid justere smagen på dine romkugler med kakaopulver og/eller finthakket chokolade. Jeg kan godt lide kraftigt smagende romkugler, så bruger jeg ofte lidt kakaopulver i mine romkugler, selvom jeg plejer at lave dem på chokoladekage. Du kan også blandet lidt finthakket mørk chokolade i dine romkugler for at give dem lidt ekstra chokoladesmag og så de ikke er alt for bløde.

Mørk rom eller romessens
Smag romkuglemassen til med rom. Personligt sværger jeg til rigtig mørk rom, når jeg laver romkugler. Du kan dog også bruge romessens, hvis du ikke er til spiritus.

Masser af krymmel eller kokosmel
Husk altid at have masser af krymmel på lager, inden du går i gang – gerne dobbelt så meget af, hvad du tror, du skal bruge! Der går utrolig meget krymmel på at lave romkugler, så sørg for at købe rigeligt (det kan jo sagtens holde sig til næste gang, du vil lave en portion). Har du ikke krymmel på lager, kan du også bruge kokosmel, som du kan vende dine romkugler i til sidst.