Chokoladeslikkepind med peber og pop candy

chokoladeslikkepind, slikkepind, konfekt, chokolade, lys chokolade, chokoladetrøffel, chokoladetrøfler, peber, fløde, smør, pop candyIdeen til denne chokoladeslikkepind opstod under mit mad-inspireret-af-musik-benspænd i april måned. Desværre nåede jeg ikke at lave den i sidste måned, men sådan en fjollet idé skal ikke gå til spilde, så nu får I den – kun 1½ uge forsinket!

Min chokoladeslikkepind – som nærmere er en chokoladetrøffel på pind – er inspireret af 90’ernes tyggegummipop. I dette tilfælde blev det Daze, der i den grad leverede lettilgængelig, dansevenlig fjollepop.

Og hvad bruger man til en slikkepind, der er inspireret af fjollepop? Pop candy selvfølgelig! Pop candy er en form for små sukkerklumper, der ‘popper’/’eksploderer’ i munden, når du spiser dem. De kan ofte købes i bland-selv-slik-butikker.

Min chokoladeslikkepind er kraftigt inspireret af min opskrift på lavendeltrøfler. Jeg har dog tilladt mig at pifte trøffelmassen op med et skud knust rød peber, så det både ‘popper’ i munden, når man sutter på pop candy-overtrækket, samt når man bider i chokoladekuglen. Vil du servere slikkepinden for et barn, vil jeg anbefale dig at udelade peberet.

Chokoladeslikkepind med peber og pop candy
6-8 stk.

100 g god lys chokolade, hakket – jeg brugte Valhrona
½ dl fløde
10 g smør
1 tsk røde peberkorn, knust
et lille knips salt

Pynt:
pop candy
lidt farvet sukker

Varm fløden langsomt sammen med chokolade og smør – det må ikke koge. Så snart ingredienserne er så bløde, at de kan røres sammen til en homogen masse, tages kasserollen af komfuret. Rør knust peber samt salt i og stil chokolademassen i køleskabet i mindst fire timer.

Form den faste chokolademasse til kugler og sæt dem på træpinde. Rør pop candy og farvet sukker sammen og dyp slikkepindene i det.

Spis en chokoladeslikkepind med det samme og nyd fornemmelsen af det poppende sukker sammen med den lækre chokoladetrøffel!

Note: Denne chokoladeslikkepind er utrolig pjattet men fungerer smagsmæssigt ganske godt – ikke mindst fordi peberet giver lidt kant til den søde chokolade og popsukkeret.

Soundtrack:
‘Tamagotchi’ med Daze.

2 thoughts on “Chokoladeslikkepind med peber og pop candy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *