Tiramisukonfekt

tiramisukonfekt, konfekt, ladyfingers, sukkerbrødsfingre, chokolade, mælkechokolade, fløde, kaffepulver, mørk rom, mørk chokolade5. december

Jeg faldt for denne opskrift på tiramisukonfekt, da jeg fandt den i en lille kogebog ‘Konfekt & chokolader’, men jeg må indrømme, at den drillede noget mere, end jeg havde tålmodighed til, så jeg vil anbefale dig, at du har flere ladyfingers på lager, end opskriften lægger op til. Opskriften er skrevet til store ladyfingers – hvordan de så end ser ud. Jeg har kun set de almindelige, man plejer at bruge til tiramisu, og de er ikke specielt store, så det gav selvfølgelig problemer, da de skulle halveres. De smuldrede for et godt ord, så jeg fik ikke særlig mange ‘korrekte’ stykker ud af opskriften – men til gengæld blandede jeg så bare de smuldrede stykker i kaffemassen og lod dem stivne, mens de stod et koldt sted. Derefter kunne jeg også overtrække dem, og de smagte fint. Jeg puttede mere kaffe og rom i, end opskriften oprindeligt sagde, og så brugte jeg chokolade i stedet for overtræksknapper (!).

6 store ladyfingers/sukkerbrødsfingre
50 g mælkechokolade
2 spsk fløde
1 tsk pulverkaffe
2 tsk mørk rom
200 g mørk chokolade

Skær den runde ende af sukkerbrødene og halvér dem – vær meget forsigtig! Skær dem i mindre stykker på ca. 2 cm bredde. Hak flødechokoladen og put det i en skål. Varm fløde og kaffepulver forsigtigt op i en lille gryde, til det kommer i kog og tag det straks af. Hæld det over flødechokoladen og rør godt rundt. Rør derefter rom i. Afkøl massen i køleskab i ca. 20 minutter og rør jævnligt i det.

Smør den ene halvdel af et sukkerbrødsstykke med kaffechokolademassen og læg det sammen med det andet stykke. Glat kanterne med massen.

Smelt den mørke chokolade forsigtigt og overtræk sukkerbrødsstykkerne. Lad din tiramisukonfekt størkne på et stykke bagepapir. Konfektstykkerne kan kun holde sig i få dage.

Note: Ideen til tiramisukonfekt er meget god, men i praksis synes jeg ikke helt, det var besværet værd. De smager dog fint, og spørgsmålet er, om ikke de skal udformes, så der skal skæres mindst muligt i sukkerbrødene.

Flere konfektopskrifter

11 thoughts on “Tiramisukonfekt

  1. Spændende opskrift. Men knaser de eller trækker sukkerbrødende fugt til sig så de bliver svampede ? Tænkte at man måske kunne lave hele stænger som så ved servering kunne skæres i mundrette bidder… Lidt ligesom en marcipan rolade. Men det dur jo ikke hvis sukkerbrødet er sprødt og skrøbeligt -s-

  2. Vibeke – jeg vil tro, at det er en af grundene til, at de skal spises i løbet af få dage. Der var ikke problemer med det her, da vi spiste dem dagen efter, de var smækket sammen. Jeg synes da, at ideen med at lave dem som stænger og først skære dem ud ved serveringen er god! Mon ikke chokoladeovertrækket kan holde lidt på brødet, så det ikke smuldrer nær så meget?

  3. Jeg synes, det lyder lækkert, Piskeris! Men jeg kan godt se, det er lidt besværligt. Som Marianne skriver, kunne det være sjovt at se en indeni 🙂
    God søndag til dig!

  4. Tanker skal der til – det tænkte jeg også bagefter, men da jeg lavede dem sidste weekend – og gæsterne var gode til at spise op – så kan jeg desværre ikke byde på et 'snitbillede'…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *