Rom-rosin fudge
Her kommer endnu en opskrift på fudge – denne gang på rom-rosin fudge. Det lavede jeg samtidig med den peanutfudge, jeg bloggede om i går. Ideen til smagskombinationen fik jeg fra Dronningemad – igen en del af mit madblog-benspænd. Ligesom ved peanutfudgen tog jeg udgangspunkt i min vante vaniljefudge men undlod vanilje og tilføjede i stedet rosiner, der havde ligget i rom, samt udskiftede halvdelen af sukkeret med mørk farin.
Rom-rosin fudge
½ dåse kondenseret mælk
1 dl fløde
100 g rørsukker
100 g mørk farin
60 g smør
1 dl rosiner
1½ dl mørk rom
Læg rosinerne i blød i rom dagen før, at du skal bruge dem – eller minimum seks timer før.
Hæld den kondenserede mælk, fløde, rørsukker, smør og lidt salt i en gryde og skru op, så varmepladen står på mediumvarme. Rør rundt, og når det begynder at koge, skal du skrue lidt ned for varmen samt røre hyppigt i massen i et lille kvarters tid, indtil massen bliver sej at røre i. Pas på, at massen ikke brænder på.
Hæld den varme fudgemasse over i en skål og pisk den med en elpisker i 7-8 minutter. Hæld rom-rosinblandingen i og pisk kortvarigt, så de bliver godt fordelt. Beklæd en lille form (ca. 8 x 18 cm eller lidt større) med bagepapir og hæld din rom-rosin fudge i den. Stil den i køleskabet og lad den køle af i mindst fire timer. Skær derefter din rom-rosin fudge i små firkanter.
Lås til sidst din rom-rosin fudge inde i bankboks og smid nøglen væk. Hjemmelavet fudge er stærkt vanedannende, og denne udgave er ingen undtagelse. Nu har jeg advaret dig!
(Du kan også tage chancen og nøjes med at stille den i køleskab – her kan holde sig i en uge – muligvis også lidt længere, hvis ikke du får spist dem inden)