chokoladetrøfler, trøfler, chokoladekugler, konfekt, ost, gorgonzola, mørk chokolade, vaniljesukker, hvid chokoladeI lørdags havde jeg også en lille ting med til kaffen. Nu var jeg rimelig sikker på, at kageeksperimenterne ville gå godt, så jeg turde godt kaste mig ud i et mere bizart eksperiment – nemlig chokoladetrøfler med gorgonzola! Ideen havde jeg fra kogebogen ‘Chokolade’, som jeg fik af Bedstevennen i julegave. Da jeg så den oprindelige opskrift, tænkte jeg ‘kan man det?’, og det er et supergodt oplæg for mig til at prøve det!

Jeg brugte lidt mindre gorgonzola og lidt mere chokolade end den oprindelige opskrift, og så tilføjede jeg vaniljesukker for at give dem lidt sødme. Tallerkenen blev venligst udlånt af yndlingsnevøen ved serveringen.

Chokoladetrøfler med gorgonzola
13-15 stk.

100 g gorgonzola
70 g mild mørk chokolade – f.eks. Chocolate and Love 80%
70-100 g hvid chokolade
1 tsk vaniljesukker
chokolade til overtræk
krymmel

Stil gorgonzolaen uden for køleskabet og vent på, at den opnår stuetemperatur. Smelt den mørke chokolade og ælt den sammen med osten. Tril chokoladetrøfler af massen – pas på de ikke bliver for store – og lad dem tørre i ti minutter, inden du overtrækker dem med smeltet hvid chokolade og pynter dem med krymmel.

Note: Jeg brugte en mild gorgonzola, men de her chokoladetrøfler er forholdsvis stærke – jeg tror, den mørke chokolade får lokket en hel del smag frem i osten. Det var en meget intens men spændende oplevelse, men du skal være til kraftigt smagende mad, hvis du for alvor skal nyde disse. Hvis du ønsker en blidere version, tilføjer du blot mere chokolade eller bruger mindre gorgonzola.

Tilføjelse: Sørg for at servere dine chokoladetrøfler lige fra køleskabet. Jeg tror, de bliver vamle, hvis de bliver serveret lune, men iskolde fungerer de fint.