obatzter, ost, purløg, paprika, smør, øl

Når nu jeg endelig fik bagt pretzels, så skulle der selvfølgelig også obatzter til! Og hvad er obatzter så? Det er en cremet krydderost, som tyskerne ofte spiser sammen med pretzels og som egner sig fortrinlig som snacks til fest sammen med øl.

Obatzter laves typisk på to dele blød ost (som regel Camembert, men du kan også bruge andre bløde oste) og én del blødt smør. I moderne opskrifter skrues der dog ofte ned for smørmængden, og ind imellem erstattes noget af den med flødeost. Den bliver ofte rørt op med øl, så den bliver mere cremet. Krydderosten bliver altid krydret med paprika (sød eller stærk) samt salt og peber, men tilsættes ind imellem også løg, purløg og/eller kommen. Sidstnævnte udelod jeg dog, da kommen er en af de få råvarer, jeg virkelig ikke bryder mig om, og så undlod jeg også løg, da krydderosten i så fald skal spises samme dag, da løget ellers hurtigt gør den bitter i smagen.

Obatzter

100 g Camembert
25 g blødt smør
½ dl hvedeøl
1 spsk friskhakket purløg
½ tsk sød paprika
salt og peber

Sørg for, at ost og smør har stuetemperatur, inden du blender det sammen med øl. Rør derefter purløg og krydderier i. Lad det stå i køleskabet en times tid for at samle smag, inden du serverer det sammen med pretzels eller andet hvedebrød.

Note: Obatzter er en ret anderledes form for krydderost – men bestemt værd at prøve, hvis du er til halvkraftig ost. Vi gemte lidt til dagen efter, men der syntes jeg dog, at smagen blev lidt for intens, så jeg vil som udgangspunkt anbefale, at du spiser den samme dag, du rører den sammen.