Laksemousse

Laksemousse

Til weekendens julefrokost, hvor jeg blandt andet serverede karrysild med æbler, kom der også en ny ret på bordet – laksemousse. Ny er måske så meget sagt, for i min svigerfamilie er det en klassiker. Min svigerfar laver en fantastisk laksemousse, og jeg var så heldig at tiltuske mig opskriften. Han fortalte, at han er gået over til at lave en mere fedtfattig udgave de senere år – hvordan forklarer jeg i noterne til sidst. Her får I først den lidt mere kalorierige udgave, som jeg lavede.

Laksemousse

12-16 personer

400 g røget laks
125 g smeltet smør
500 g creme fraiche 18%
4 blade husblas
salt og peber

Serveret med citronbåde og evt. lidt grøn salat

Læg husblassen i blød i koldt vand i ti minutter. Hak laksekødet med en skarp kniv og put det derefter i en blender sammen med det smeltede smør og creme fraiche. Blend det til en ensartet masse og smag til med salt og peber. Smelt forsigtigt husblassen og blend den i laksemoussen. Hæld laksemoussen i en eller flere smurte forme og stil den på køl i nogle timer. Servér din laksemousse sammen med citronbåde – og grøn salat, hvis det er sæson til det.

Note: Billedet herover er fra nytårsaften 2014, hvor jeg brugte laksemoussen i en nytårsforret. Et billede af en hel plain laksemousse kan du ser herunder. Den kan selvfølgelig anrettes mere fancy (som til nytårsforretten), men da den skulle bruges som pålæg til en julefrokost, valgte jeg at holde den simpel og nøjedes med citronbåde. Moussen er delikat men også meget mættende, så selvom portionen ikke er specielt stor, kan den godt række til en del mennesker.

Hvis du lave en mere fedtfattig udgave, kan du erstatte creme fraiche 18% med en 9%-udgave og så bruge 7 blade husblas i stedet. Jeg leger lidt med tanken om at beholde 18%-udgaven, men måske skære lidt ned på smørmængden… det vil jeg lige overveje til anden gang (sådan mere af princip end pga. smag, for sidstnævnte er der bestemt ikke noget i vejen med!).



13 thoughts on “Laksemousse”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.