Majssuppe med chili og rejer

Majssuppe med chili og rejer

Jeg trængte til et skud vegetarmad i weekenden, og da efterår som bekendt rimer på suppe (jo, det gør!), så fik jeg lyst til at lave en krydret majssuppe. Den var inspireret af en opskrift, jeg havde set i kogebogen ‘Med mere grønt’, men jeg skruede op og ned for nogle af ingredienserne, så den blev kraftigere og mere cremet.

Du kan servere denne majssuppe som vegetarret, hvis du udelader rejerne på toppen.

Majssuppe med chili og rejer

2 personer

1 løg, hakket
smør til stegning
2 små chilier, hakkede – eller 1 tsk chiliflager
3 dl frosne majs
1 stor bagekartoffel, skåret i små tern
4 dl grøntsagsbouillon
evt. ½ dl fløde
salt og peber

Topping:
1 dl grønlandske rejer
2 spsk soltørrede tomater eller syltede tomater

Smelt smørret i en gryde og svits løg og chilier ved mediumvarme, indtil løgene er bløde. Tilsæt kartoffeltern og majs og steg dem et par minutter, inden du tilsætter grøntsagsbouillon. Lad det simre i 10-15 minutter, indtil kartoflerne er møre. Blend det til en jævn majssuppe, rør fløde i og smag til med salt og peber.

Top din majssuppe med soltørrede tomater og rejer inden servering. Suppen kan spises, som den er, men du kan også supplere med lidt groft hvedebrød.

Note: Mmmm… spicy majssuppe! Suppeskeptikeren var ikke så begejstret, da jeg satte suppe på bordet, men det var lige indtil, at han havde smagt den. Så bredte smilet sig, og suppen fik mange pæne ord.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *