Blåmuslinger i øl

Blåmuslinger i øl

Har du prøvet at lave tilberede blåmuslinger i øl?

Blåmuslinger tilberedes ofte i hvidvin, men det havde jeg lyst til at udfordre, så i sidste uge dampede jeg en portion blåmuslinger i øl! Blåmuslingerne fandt jeg hos den lokale fiskebutik, hvor jeg også fandt en blæksprutte (men mere om det en anden dag). Jeg fandt en lys øl frem fra gemmerne. Har du ikke en Grimbergen, kan du bruge en anden lys øl med lidt sødme (ikke pilsner, tak).  

Da jeg stod i køkkenet og var i gang med retten, besluttede jeg mig for, at den skulle have et skud, så jeg tog den friske basilikum i vindueskarmen (vi har to små potter fra sensommeren, som snart skal bruges op, inden de har tabt smagen). I køleskabet fandt jeg den hjemmelavede tomatrelish, som jeg lavede for et par måneder siden.

OBS – Vil du give dig i kast med blåmuslinger i øl om sommeren og ikke har tomatrelish på lager, kan du i stedet bruge 150 g friske cocktailtomater og smage saucen til med hvidvinseddike og evt. lidt sukker.

Blåmuslinger i øl

2 personer

1 net blåmuslinger
3 dl lys øl – jeg brugte Grimbergen Blonde
1-2 spsk smør
1 løg, finthakket
½ bundt friske basilikumblade
1½ dl hjemmelavet tomatrelish*
1 dl fløde
salt og peber

Tilbehør: Ristet eller smørstegt groft hvedebrød

Rens blåmuslingerne grundigt – skrub dem med en børste og fjern ’skægget’ på dem. Er de åbne, kan du banke dem med bordet, og hvis de ikke lukker sig efter den behandling, skal de kasseres. Er der hul i muslingens skal, skal den også smides ud.

Smelt smør i en dyb gryde og steg løgternene ved mediumvarme, indtil de bliver bløde. Tilsæt basilikumblade og giv dem et halvt minuts tid, inden du hælder blåmuslinger, tomatrelish og øl i gryden. Læg låg på gryden og lad muslingerne dampe i 7-9 minutter. Sørg for at ryste gryden et par gange undervejs, så du er sikker på, at alle muslinger bliver varmet godt igennem i gryden.

Tag muslingerne op og anret dem i et fad. Hæld fløde i den resterende sauce og lad det simre i nogle minutter. Smag til med salt og peber. Hæld saucen i en kande og servér det sammen med blåmuslinger og hvedebrød. Blåmuslinger i øl skal naturligvis nydes sammen med et glas koldt øl!

Note: Blåmuslinger i øl er virkelig lækkert – ikke mindst på grund af det dejlige touch af sommer i form af basilikum og tomater. Det er elles ikke ingredienser, jeg plejer at bruge på denne årstid, da de ikke er i sæson, men så er det jo godt, at både vindueskarm og køleskab kan forsyne os lidt endnu 🙂

blåmuslinger i øl, skaldyr, løg, tomater, basilikum, fløde


1 thought on “Blåmuslinger i øl”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *