Jomfruhummersuppe og krabbekløer

I går havde vi besøg af Bogormen samt hendes kæreste og den lille bøllespire, og jeg benyttede muligheden for at lave et par benspændsretter.

Til forret ville jeg lave jomfruhummersuppe, og til den fremtryllede jeg den jomfruhummerfond, som jeg kogte nytårsaften. “Hvaba?”, siger du måske og undrer dig over, at jeg havde tid til noget så husmoderligt på årets største festdag, men sidste nytårsaften måtte vi desværre blive hjemme, da gemalen var syg. Vi manglede dog ikke noget – der kom blandt andre jomfruhummere på bordet den aften – og da indholdet af disse var spist, smed jeg jomfruhummer-skallerne i en gryde med vand, lidt vin og forskellige grøntsager, og så stod det ellers og simrede et par timer, inden det røg i en plastbøtte og derefter i fryseren.

Jeg tog ikke udgangspunkt i nogen bestemt opskrift men prøvede at genkalde mig den lækre hummerbisque, som jeg spiste på Restaurant ET for et par måneder siden.

Hummersuppe
lille forret til fem personer

1 porre
½ gulerod
en god klat smør
2 tsk paprika
3½ dl kraftig jomfruhummerfond
1½ dl hvidvin
1 dl piskefløde
salt, peber og evt. ekstra paprika

15 store grønlandske rejer – pil skallen (men ikke hovedet) af hver reje inden stegning
3-5 kammuslinger
½ fennikel i tynde strimler
smør
små friske timiankviste

Porre og gulerod snittet i små stykker og svitses i smør. Tilsæt paprika, rør godt rundt og hæld så fond og hvidvin i gryden. Læg låg på og lad det simre i tre kvarter. Steg imens rejer, kammuslinger og fennikel hver for sig. Fordel dette ligeligt i fem skåle. Gå tilbage til suppen og hæld piskefløde i. Smag til med salt, peber og evt. ekstra paprika. Lad den koge op et øjeblik og fordel så suppen i skålene. Pynt med timiankviste og servér med det samme.

Note: Hummersuppe er en syndig og lækker forret, og det var selvfølgelig noget lettere at lave, når jeg havde lavet jomfruhummerfonden på forhånd. Jeg vil helt sikkert huske at koge fond igen, når jeg en anden gang køber jomfruhummere (ikke at det sker særlig tit, selvom det næsten lød sådan).

Sammen med forretten fik vi bløde og velsmagende timian-durumflutes, som jeg havde bagt samme eftermiddag. Jeg havde glemt at sætte dejen over aftenen før, så det blev igen en hurtigløsning, men ellers vil jeg anbefale, at du reducerer gærmængden til 5 g, bruger koldt vand og rører dejen sammen aftenen inden.

Timian-durumflutes
4 stk.

25 g gær
6 dl lunkent vand
1½ tsk salt
4 spsk olivenolie
300 g durummel
ølandshvedemel for resten
1 æg, pisket
timian

Gæren udrøres i vandet og derefter røres salt, olivenolie og durummel i. Tilsæt derefter ølandshvedemel i lidt ad gangen, mens du rører dejen med en ske. Fortsæt, indtil dejen er fast men stadig fugtig. Ælt derefter dejen med skeen i ca. 10 minutter og sæt den til at hæve under et fugtigt viskestykke et lunt sted, indtil den når dobbelt størrelse – det tager 1 – 1½ time. Del dejen i fire dele og form forsigtigt fire flutes af det – dejen skal ikke æltes eller slås ned. Læg dem på en bageplade med bagepapir og pensl hvert flute med æggemasse, inden det drysses med timian. Bag dem ved 240 grader i ca. 18 minutter.

Til hovedret fik vi krabbekløer, som vi spiste sammen med timian-durumflutes, Hellmann’s mayonnaise og en spidskålssalat, der var krammet med lidt olivenolie, hvidvinseddike, dijonsennep og salt. Krabbekløer har jeg dog tilberedt før – læs om den første gang, hvor kødhammeren også kom frem. I går var jeg dog civiliseret og holdt mig til en ske, da der skulle bankes hul på krabbekløerne…

18 thoughts on “Jomfruhummersuppe og krabbekløer

  1. Årh Krabbekløer! Det er simpelthen en af mine yndlingsretter – specielt fordi jeg har en forkærlighed for mad man må spise og snaske med fingrene!
    Jeg har købt sådan en hummer-dims, ligesom dem man får når man spiser ude, de er også særdeles velegnede til Krabbekløer, skeer fungerer bare ikke for mig, ved ikke hvorfor :S

    – Maj 😀

    • Det er nemlig rigtig pillemad – indtages bedst i gode venners lag og IKKE mens man har hvidt tøj på 😉

    • Det kender jeg godt! Jeg købte i sin tid en portion med ti stk. i, som jeg så delte op til to forskellige retter. Når jeg får mulighed for det igen, skal jeg klart købe nogen, jeg kan eksperimentere med. De smager skønt 🙂

  2. Arhmenammenam! Krabbe og jomfruhummer…. SÅ bliver det næsten ikke bedre 😉

    Er egentlig ikke så meget til pille-mad-ved-bordet kinda mad, men når det kommer til krabbe gør det ikke så meget 😉

    Et lille tip mht hummersuppen; giv den et par tråde safran sammen med paprikaen – det duer! 🙂

    • Det er også sjældent, at jeg får lov til at få pille-mad her i huset – gemalen er ikke fan af mad, der snasker for meget 😀

      (af samme grund spiste vi i køkkenet og ikke i stuen i går…)

      Jeg har desværre ikke safran på lager pt, men jeg må se, om ikke jeg kan opspore en lille pakke 🙂

  3. Det er et smukt syn – min veninde i Sverige har fortalt om sine festlige krebsegilder. Din opskrift på timian-durumflutes må prøves 🙂
    Rigtig god weekend, Piskeris!

    • Sådan et krebsegilde må være en festlig oplevelse – det vil jeg gerne prøve engang i fremtiden 🙂

      Tak og i lige måde!

  4. Pingback: Hindbærsuppe med lakrids | Piskeriset på eventyr

    • Så er det her jo den helt perfekte måned for dig! Og jeg vil godt love, at jeg har flere spændende ting i ærmet 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *