Reje-tacos med avokado

reje-tacos, mexicansk, skaldyr, rejer, tacos, avokado, creme fraiche, chili, chilisauce, løg, epazoteDisse reje-tacos serverede jeg samme aften som de vegetar-tacos, jeg bloggede om i går. Det er ret begrænset, hvad jeg har prøvet af mexicansk mad med skaldyr, men det kan man nu sagtens. Jeg havde egentlig planer om at bruge mellemstore rejer til disse reje-tacos, men så stødte jeg på nogle små rejer i fryseren, som trængte til at blive brugt (rejerne – ikke fryseren!), og så røg de i retten i stedet.

Jeg har brugt et mexicansk krydderi i denne ret – ezapote. Det smager lidt som en blanding af citron og dild og passer derfor godt til fisk og skaldyr. Jeg syntes dog ikke, det smagte så kraftigt, så kan du ikke skaffe det, kan det godt udelades. Sidst men ikke mindst er der tomatillo-sauce, der også er en mexicansk specialitet. Tomatillo er en form for tomater, og du kan derfor erstatte denne med en tomat-salsa.

Jeg brugte selvfølgelig hjemmelavede tacos til disse reje-tacos, og jeg kan kun anbefale at lave dem selv.

Reje-tacos med avokado
3-4 stk.

200 g rejer
Smør
1 fed hvidløg
2 tsk epazote (kan udelades)
Kornene fra ½ majskolbe

½-1 avokado i tern
Limesaft
Tomatillo-salsa (eller evt. en anden mild salsa)
Stærk chilisauce – gerne jalapenos

Smelt smør på en pande og svits hvidløget i et halvt minut ved mediumvarme. Tilsæt rejerne og lad dem stege et par minutter. Tilsæt dernæst majskornene og evt. epazote. Lad det simre videre i nogle minutter, indtil majskornene er møre.

Når du skal samle dine reje-tacos, lægger du dine tacos på et fad eller fordeler dem på tallerkner. Fordel rejefyldet på dine tacos – så fyldet ligger i en stribe på midten af hver taco – og top dem med lidt creme fraiche, tomatillo-sauce, chilisauce og limesaft. Spis dine reje-tacos med det samme.

Note: Dejlige saftige reje-tacos, hvor rejerne bliver suppleret af en god sødme fra majsene kombineret med den stærke chilisauce og de milde avokadotern. Lækker taco-variant!

2 thoughts on “Reje-tacos med avokado

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *