Majssuppe

Majssuppe

Jeg faldt over denne majssuppe i en lille kogebog, ‘Mexicansk køkken’, som jeg har lånt på biblioteket. Det overraskede mig, hvor få kogebøger med mexicansk mad, der er udgivet på dansk, men det kan også forklare, hvorfor så få danskere kaster sig ud i at lave mexicanske retter. Jeg lavede et par få ændringer i forhold til den originale majssuppe, eftersom jeg udelod brødcroutoner og tilføjede lidt tørret ancho chili. Det er en forholdsvis mild og sød chili, som passer rigtig godt til denne majssuppe.

Majssuppe

forret til 2 personer

2 majskolber
1 spsk olivenolie
en tomat
et lille løg, hakket
3 dl hønsebouillon – eller grøntsagsbouillon, hvis du vil lave en vegetarudgave
½-1 tsk tørret chili
salt og peber

friske korianderblade

Skær majskornene af kolberne med en skarp kniv. Hæld halvdelen i en blender og kør det til en glat puré. Fjern skindet på tomaten med en skarp kniv og hak tomaten. Hæld olien i en kasserolle og svits tomat og løg i det. Tilsæt de majskorn, der ikke er blendet. Lad det simre et par minutter, inden du tilsætter bouillon, majspureen og chili og lader det derefter simre i ca. fem minutter. Smag til med salt og peber.

Pynt din majssuppe med friske korianderblade inden servering.

Note: Chilien giver et lille pift til den søde, fyldige majssuppe. Den har en meget sødmefuld og cremet smag, og jeg synes, den egner sig bedst som forret. En fin og anderledes suppe.



9 thoughts on “Majssuppe”

  • Det er godtnok utroligt. Jeg går hele eftermiddagen og tænker på at lave en majssuppe og så kommer den her.

    Spændende. Nu ved jeg hvor jeg skal gå hen og følge opskriften, hvis min egen fejler. For din ser godtnok god ud.

    Thomas

    • Perfekt timing! Og mange tak for rosen – den egner sig rigtig fint som forret (eller som hovedret, men så skal man være til lidt sødere mad end jeg :))

    • Det fungerer rigtig fint – og så er der mange dejlige majs i butikkerne lige nu, så det er et perfekt tidspunkt at lave det på 🙂

  • Hej.
    Rigtig dejlig suppe. Den passer lige til vejret. Og så er det altid spændende at prøve noget nyt, og jeg har aldrig prøvet at lave majssuppe før. Men din opskrift ser nem og enkel ud, så det vil jeg helt sikkert springe ud i en af de kommende dage.
    Jeg ville dog eventuelt også tilføje lidt fløde til suppen, for at gøre den ekstra cremet? – Tror du ikke, at det kunne være en god ide?
    Mvh. Malene

    • Hej Malene.
      Jeg vil foreslå dig at vente med fløden, indtil du har lavet suppen færdig og smagt på den. Jeg synes nemlig, den har en ret fyldig smag og behøver sådan set ikke fløde, så prøv det i første omgang. Så kan du altid snige lidt fløde i til sidst, hvis du alligevel synes, den skal have lidt flødekærlighed 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *