Krydrede majskolber
Jeg har købt en del majs her på det sidste, eftersom majs er en af basisråvarerne i mexicansk madlavning. Det har blandt andet affødt en dejlig majssalat samt disse krydrede majskolber, der er meget hurtige at tilberede. Jeg er ikke gået efter en bestemt opskrift men har fundet inspiration i forskellige mexicanske opskrifter på nettet.
Krydrede majskolber
1 person
2 saftige majskolber
majs- eller rapsolie
2 spsk creme fraiche
1 spsk mayonnaise
1 spsk frisk koriander, hakket
½-1 tsk chipotle
limesaft
salt
revet parmesan
Pil bladene af majsene, men sørg for at gemme dem, da de kan bruges i andre mexicanske retter. Smør majskolberne med olie og steg dem på en pande eller på en grill. Rør imens resten af ingredienserne – undtagen parmesanen – sammen til en creme (husk at smage til). Servér de varme majskolber med chilicremen og revet parmesan.
Note: Det er en lidt spøjs blanding, men lad dig ikke narre – det smager skønt! Det er dog en ret, som absolut ikke egner sig som gæstemad, eftersom retten er stort set umulig at spise på en charmerende måde. Min bedre halvdel morede sig i hvert fald kosteligt, da jeg fortærede majskolberne… 😉
Øj, hvor ser det lækkert ud! Jeg elsker majskolber 🙂
(Sidder i øvrigt og små-gnægger lidt over det mentale billede af dig, der forsøger at spise dem)
Det var IKKE et kønt syn! 😀
Jeg synes, det lyder spændende, og når du siger, det smager skønt, skal det bestemt prøves 🙂
Måske en dag, hvor du har Bella på besøg? Man skal helst spise dem sammen med nogen, man kan se fjollet ud sammen med 😀
Elsker majskolber, grillede som dampede… og den topping lyder bare så lækker… tror jeg skal prøve at bryde mit vanemønster med smør til majs og kaste mig ud i en kryddercreme næste gang 🙂
Det skal du bestemt gøre – det er en fin afveksling ift. den klassiske servering 🙂