langtidssimret oksebov, simremad, auberginer, oksekød, oksebov, hvidløg, løg, bananskalotteløg, gurkemeje, paprika, koriander, mørk sirup, tomaterDenne portion langtidssimret oksebov er lavet i protest – altså i protest over det dårlige vejr i sidste uge! Sommertøjet er pt. gemt godt af vejen, og med temperaturer ned til 10-12 grader mente jeg, at det ville passe fint ind med lidt simremad, så vi kunne få varmen. Det passer på ingen måde ind i månedens benspænd, for simremad er bedst, når det får lov til at passe sig selv flere timer i træk, men nu plejer jeg heller ikke at leve 100% af ‘benspændsmad’ hver måned.

Jeg fandt en stor oksebov fra Bondegården frem fra fryseren, så jeg havde fået til test. Den var på ca. 2½ kg, men reelt set var der nok nærmere 2 kg kød tilbage, da jeg havde fjernet ben og sener. Igen oplevede jeg, at kødet duftede godt, da det blev stegt, og det er altså en hel anden oplevelse, end når jeg bruger kød fra supermarkedet. Det krævede lidt mere snittearbejde i forhold til de gange, hvor jeg har købt oksebov hos den lokale halalslagter, men til gengæld var der mere smag i kødet.

Jeg lavede en stor portion langtidssimret oksebov, for der er meget kød på sådan et stykke, men nu havde vi også gæster (de selvsamme, der blev ‘udsat’ for jordbærkage og pastaret med laks), ligesom der også var til flere dage bagefter…

Langtidssimret oksebov med auberginer, tomater og løg
10-12 personer

2-3 auberginer
groft salt
ca. 2 kg oksebov skåret i tern
olivenolie
2 dåser hakkede tomater
3-4 fed pressede hvidløg
10-12 bananskalotteløg, pillede og halverede på langs
2 spsk gurkemeje
1 spsk paprika
1 spsk stødt koriander
1-2 spsk mørk sirup
8 tomater, halverede
salt og peber

Tilbehør – kogte røde linser

Auberginerne skæres i tykke skiver og drysses med groft salt. Lad dem stå og trække i ca. to timer, og børst derefter væde og salt af. Skær auberginerne i mindre tern.

Svits kødet i en stor gryde – evt. over flere omgange – og tilsæt hakkede tomater, hvidløg, gurkemeje, paprika og koriander. Lad det småsimre under låg en times tid. Tilsæt auberginetern og bananskalotteløg. Lad det simre i to timer og sæt så vandet til linserne over i en mindre gryde. Når vandet koger, og du har hældt de røde linser i, tilsætter du de halverede tomater i kødgryden. Smag til med salt, peber og sirup og lad det simre, indtil linserne er færdige.

Note: Langtidssimret oksebov er en dejlig fyldig ret, hvor saucen og kødet bliver rigtig lækkert af den lange tilberedningstid. Retten varmer også godt på grund af krydderierne, men det er ikke fordi, den er speciel stærk, lige når du får den på tungen. Jeg valgte at servere den sammen med røde linser, da linser har en tendens til at blive lidt bløde og smattede, og det passer rigtig godt sammen med simremad (tænk bare på kartoffelmos, der ofte bruges som tilbehør til simremad). Du kan sagtens putte endnu flere grøntsager i retten, og på den måde kan du også skjule ‘kedelige’ grøntsager for folk/børn, som er lidt grøntsagskræsne…