kikærtepandekager, pandekager, madpandekager, vegetar, æg, øl, yoghurt, rapsolie, kikærtemelJeg kunne ikke nære mig og måtte bare lave disse kikærtepandekager i forbindelse med månedens benspænd! Kikærtemelet købte jeg i sidste uge hos et lokalt økologisk supermarked, som desværre netop er lukket. Jeg har sagt det før – madpandekager er en let og sjov måde at lave frokost eller aftensmad på, og så er det en perfekt anledning til at servere rester på en anden måde.

Jeg havde ikke mælk, så jeg brugte en kombination af yoghurt naturel og vand, da jeg lavede disse kikærtepandekager.

Kikærtepandekager
6 småtykke og store pandekager

2 æg
1½ dl øl – jeg brugte påskebryg
2 dl yoghurt
1 dl vand
2 spsk rapsolie
½ tsk salt
1 tsk rørsukker
150 g kikærtemel

Pisk alle ingredienser sammen én for én i den nævnte rækkefølge. Smelt noget smør på en pande og steg pandekagerne én ad gangen. Tag derefter en pandekage og fyld den med kød og/eller grøntsager.

Note: Jeg elsker at lave madpandekager, og disse kikærtepandekager faldt også i god jord hos gemalen. Nu skulle vi kun bruge en enkelt hver, så resten af pandekagerne blev frosset ned med et stykke bagepapir mellem hver pandekage, så de er lette at skille ad og spise en anden dag.kikærtepandekager, pandekager, madpandekager, vegetar, æg, øl, yoghurt, rapsolie, kikærtemel