Keftedakia – græske krydderdeller

Keftedakia – græske krydderdeller

I mandags bloggede jeg om græske courgette-frikadeller, og nu er det tid til keftedakia, der også er græsk specialitet. Dette er også en ret, min græske ven anbefalede mig, da jeg spurgte til retter, man serverer til fødselsdage i Grækenland. Det er ikke en klassiker på samme måde som lagkage og kagemand er herhjemme, men jeg synes godt, jeg måtte udfordre fødselsdags-benspændet lidt.

Inspirationen til keftedakia er hentet hos Argiro. Jeg har udeladt tomat samt justeret på nogle af blandingsforholdene.

Keftedakia – græske krydderdeller

400 g hakket oksekød
2 skiver tørt hvedebrød, delt i meget små stykker
1 løg, revet
1 spsk hvidvinseddike
½ dl ouzo
1 æg
½ dl friskhakket mynte
1 spsk friskhakket bredbladet persille
evt. lidt hvedemel
salt og peber
olivenolie til stegning

Hæld oksekødet i en skål sammen med eddike og ouzo. Rør de øvrige ingredienser i, indtil farsen er jævn og glat. Dæk den til med husholdningsfilm og sæt den i køleskabet i mindst en time.

Form små krydderdeller af farsen. Du kan eventuelt hælde lidt ouzo eller olivenolie i håndfladen inden, så farsen ikke hænger fast. Hvis farsen er meget løs, kan du ælte lidt hvedemel i. Hæld olivenolie på en pande og steg de små deller, indtil de er gyldenbrune på begge sider.

Note: Fine små krydderdeller! Keftedakia er fyldt med friske krydderurter, og jeg kan godt lide det ekstra pift, det giver til smagen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *