Henkogte tomater

Henkogte tomater

For et par uger siden skrev Hanne om henkogte tomater, og straks tænkte jeg, at det ville jeg også prøve, nu hvor vi endelig har hjemmedyrkede tomater! Det var dog lige før, at jeg ikke nænnede at henkoge dem, for de smager så godt rå, men omvendt ved jeg jo også, at jeg bliver superlykkelig den vinterdag, hvor jeg kan hive sådan et glas frem fra gemmerne og bruge det til en lækker italiensk sommerret. Mmm, jeg bliver helt sulten ved tanken…

Jeg lavede mine henkogte tomater lidt på slump, så målene er ca. angivelser, men sådan har jeg det tit med syltning – jeg elsker at lege mig frem.

Henkogte tomater

1 glas

ca. 3 håndfulde hjemmedyrkede cherrytomater
½ dl vand
4-5 fed hvidløg, halverede
1 spsk friske salvieblade
3 timiankviste
lidt salt og peber
½ spsk frisk merian
1 tsk sukker
1 spsk æblecidereddike
½ dl olivenolie

Hæld alle ingredienser undtagen olivenolien i en lille kasserolle, varm det op og læg låg på. Lad det nu simre ved svag varme ca. 1½ times tid. Hæld derefter på et glas, som du inden har skoldet og skyllet indvendig i vodka. Hæld olivenolie oven på de henkogte tomater og skru så låget på. Stil glasset køligt.

Note: Jeg smagte på en af de henkogte tomater, inden resten af kasserollens indhold røg på glas, og den smagte så meget af sommer, at jeg et øjeblik var hensat til et italiensk marked en varm solskinsdag. Kan kun anbefales at lave!



29 thoughts on “Henkogte tomater”

  • hæhæ … hilsner fra en der har boet i Italien og således mange gange oplevet et marked en dag med masser af sol og tomater … 😀 Velbekommen …
    Ciao … du kommer ikke til at fortryde at de er blevet henkogte …

  • Lækkert! Det er så simpelt at lave og så smager det så godt.
    Lavede 10 glas i sommer og der er 3 glas tilbage. Så jeg vil på torvet og købe en masse tomater, så jeg kan lave endnu flere glas.
    Kunne osse tænke mig at prøve at henkogt frugt. Det vil være fedt at have til vinter…
    Glæder mig til dit Engelske benspænd!
    Vh Charlotte G

  • Uhm – måske næste version skal laves a la Piske!
    Du har ret – det er nemlig fuldstændigt fantastisk at hive sådan et glas med sommersmag frem til vinter.

    • Jeg skal helt sikkert have tomater igen til næste år – og lave et par glas af dette her, for nuij det smager godt 🙂

  • Hvor spændende – det har jeg aldrig hørt om før, men det skal bestemt prøves her! Vi laver tit tomatchutney, men det er jo noget andet … 🙂

  • Jeg havde ellers besluttet at det skulle ende med flere soltørrede eller tomatsaucer og tomatsuppe i fryseren, men måske vi skulle henkoge nogle tomater så vi kunne tage og bruge af dem til vinter.

    • Det synes jeg bestemt, du skal prøve – men soltørrede tomater er nu også godt. Det må jeg hellere lave til næste år, hvis jeg ikke når det i år 🙂

  • Har selv lige ladet mig inspirere af Hanne K til at lave tomaterne. Brugte dog ovn som hende. Som et eksperiment lavede jeg et glas med et par saltede ansjoser i. Det kan varmt anbefales. Tomaterne får lige et ekstra bid der trækker vand af tænderne. Det er rigtig godt.
    Tak for en inspirerende hjenmmeside.

    • God idé med ansjoserne – jeg er alt for dårlig til at bruge dem i madlavningen, men de er netop gode til at give tomatsauce lidt kant 🙂

  • Tak for inspirationen. Jeg lavede en stor portion her i weekenden – dog med blommetomater og så røg der også lige at par små chilier i … de hang sammen med tomaterne i drivhuset og kikkede bedende på mig. Oh – sikken duft der kom i køkkenet, det lokkede min mand ind fra haven, fordi man også kunne dufte det udenfor. Nu kan vinteren komme an, for jeg har 4 store glas syltede tomater klar til kødsauce og sammenkogte retter 🙂

    Vh.
    Edith

    • Hvor skønt at høre! Det er altså kræs at kunne hive sådan et glas frem fra gemmerne i løbet af vinteren 🙂

  • Hej
    Hvor lang tid kan glassene holde sig? Og kan jeg bruge atamon istedet for vodka?

    Hilsen Lene

    • Hvis glassene er skoldede, og glassene står koldt, mørkt og lukkede, så kan de principielt set holde sig i flere år.

      Personligt ville jeg holde mig fra Atamon. Det indeholder blandt andet natriumbenzoat, der er mistænkt for at udløse allergier som astma og nældefeber og belaster leverens stofskifte.

  • Du slutter med et låg olivenolie i glasset. Det har jeg også prøvet flere gange, men synes tit at olien hurtigt bliver barsk og så er hele glasset ødelagt. Har du erfaringer med dette. Hilsen Tove

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *