Bananchutney

bananchutney, bananer, æbler, løg, hvidløg, chili, rosiner, kardemommekapsler, korianderfrø, rørsukker, æblecidereddikeTil de læsere, der ikke allerede har luret det, så kan jeg fortælle, at jeg er styret af en meget stor nysgerrighed og udfordringslyst, når det gælder madlavning. Hvis jeg ser en opskrift, som lyder helt bims på grund af ingrediens-sammensætningen, så bliver jeg nødt til at lave det. Hvor andre ville ryste på hovedet, klapper jeg begejstret i hænderne over en ny, gakket måde at lave mad på.
Og overraskende tit smager det nye påfund ganske godt.

Sådan havde jeg det lidt, da jeg for nylig stødte på en opskrift på bananchutney i kogebogen ‘Suverænt nemt’. Jeg skulle lige lure lidt på, hvad den mon passer godt til (jeg tror, jeg vil forsøge mig med noget karry-indisk), men jeg var jo solgt alene på navnet. Jeg skruede lidt på krydderisammensætningen (læs: puttede flere i, end opskriften lagde op til), og jeg fik en småkraftig chutney, som jeg glæder mig til at sætte sammen med en gang indisk!

Bananchutney
et almindeligt glas og to små

2 overmodne bananer
½ kg æbler
150 g løg
3 fed hvidløg
1 rød chili
50 g lyse rosiner
13 kardemommekapsler
1 spsk stødte korianderfrø
1 dl vand
75 g rørsukker
½ dl æblecidereddike
1 tsk salt

Skær bananerne i skiver og æblerne i mindre stykker (husk at fjerne kernehus). Skær løget i tynde skiver, hak hvidløgene groft og flæk chilien på langs. Stød kardemommekapsler og korianderfrø i en morter, og kom alle ingredienser undtagen sukker, eddike og salt i en gryde. Lad det simre ved lav varme i en halv time – husk at røre undervejs og evt. komme lidt mere vand i, hvis blandingen bliver for tør. Tilsæt sukker, eddike og salt og kog yderligere en halv time. Husk at røre undervejs. Smag chutneyen til – jeg brugte ekstra salt samt noget sirup. Chutneyen skal både være sur, sød og stærk. Hæld den på skoldede glas.

Note: Nu nippede jeg kun til den, og da den skal bruges som tilbehør, kan jeg ikke vurdere den helt endnu, men den virkede rimelig stærk og lovende. Glæder mig til at teste den sammen med en hovedret!



16 thoughts on “Bananchutney”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.