Gulerodsrugbrød

Gulerodsrugbrød

Dagen i dag består af lige dele praktiske opgaver og sjove gøremål, og lige nu holder jeg en pause fra oprydningen i vikturalierummet, hvor ‘nogen’ har rodet på det sidste, og så må ‘nogen’ jo hellere stille tingene ordentligt på plads igen. Det er nu også meget godt at få overblik igen – fandt et par gode ting, jeg havde glemt, vi havde, så dem vil jeg nok inddrage i madlavningen meget snart.

Lidt senere i dag skal jeg bage en hulens masse grovboller, som jeg skal bruge til min fødselsdag, og så skal jeg lave et par retter til i morgen, hvor vi får gæster. Jeg har et par skægge eksperimenter i ærmet, som jeg glæder mig til at ‘udsætte’ dem for!

For nylig bagte jeg et rugbrød, som både var en test af, hvordan det ville være at bruge revet grøntsag i dejen, og en oprydning af forskellige ting. Vi havde blandt andet en Saritos stående, som lige så godt kunne ryge i brødet, for jeg har sjældent smagt en så intetsigende øl, og så var det bedre, den gjorde lidt nytte i rugbrødsdejen!

Gulerodsrugbrød

1 stort rugbrød

3 dl Saritos eller anden lys øl
8 dl lunkent vand
5 spsk surdej
4 tsk groft salt
1 spsk rørsukker
500 g rugmel
500 skårne rugkerner
70 g solsikkefrø
150 g revne gulerødder
60 g maltmel
250 g groft hvedemel

Bland øl, vand og surdej. Bland derefter resten af ingredienserne i efterhånden og slut af med at give dejen 10 minutter i røremaskinen. Hæld den over i en stor rugbrødsform og dæk den til med et viskestykke. Lad den hæve et døgns tid og prik derefter overfladen nogle gange med en gaffel, inden du bager det ved 170 grader i to timer og ti minutter.

Note: Saftigt og velsmagende gulerodsrugbrød, som vanen tro mætter rigtig godt. Jeg vil dog anbefale, at du blander en smule mere mel i, end jeg gjorde, for brødet var en anelse for fugtigt, så jeg lod det stå og tørre på en rist et døgns tid, inden jeg skar det i skiver.



21 thoughts on “Gulerodsrugbrød”

  • Har aldrig bagt et rugbrød *Rødme*

    Jeg vil også have et viktualierum! Også selvom det er rodet! Åhh, hvor må det være skønt at have en plads til alle mulige lækre ting..

    PS: Invitationen til fødselsdagsfest er da vist røget galt med posten. Send lige igen 0:-)

  • Kan næsten dufte det – herhjemme spiser Rakel nubagt rygbrød som kage – hun kalder det også kage.

    Og nybagt med en god smør – det er det bedste.

  • Jeg har lige bagt rugbrød i dag, hvor jeg sendte dig en kærlig tanke, for det er altid din opskrift jeg bruger, og i dag var det rent faktisk et gulerodsrugbrød blandet med rødbede der stod for tur – det smager herligt!

    Tak for din fantastiske blog, den er altid god for inspiration og at få mundvandet til at løbe 🙂 🙂

    – Maj

  • Det er jeg slet ikke i tvivl om at du vil 🙂

    Og jeg har læst mig frem til, at jeg ikke er den eneste der synes din blog er fantastisk, har lige fået månedens Spis Bedre dumpende ind af brevsprækken (eller postkassen er det jo…) og der på side 9 (ha ha ha ha…) er du listet som nr.2 ud af 10 gode madblogs 🙂 Kan jo KUN give dem ret!!

    – Maj 🙂

  • Det lyder rigtig lækkert, Piskeris, og den opskrift vil jeg prøve! Vi er jo gået over til at bage alt vores brød selv og morer os meget med det.

    Gid jeg havde et viktualierum! Min mormor havde et i kælderen med flueskab og det hele …

  • Madame – mange tak – det er også hyggeligt at bage sit eget brød 🙂

    Hvis du får mulighed for at få det, så kan jeg varmt anbefale det. Rigtig praktisk med et køligt kammer til at opbevare råvarer i 🙂

  • Sikke et lækkert brød, jeg er sikker på, at det også smager helt fantastisk..

    Jeg vil gerne igang med at bage rugbrød selv – for let's face it jeg er fuldstændig afhængig af rugbrødsmadder..

    Men jeg skal bare lige have fat i en surdej..

    De bedste hilsner fra Anita
    http://livogmad.blogspot.com/

  • Miss A – tusind tak! Jeg tror, jeg har blogget surdej før, og ellers ligger der mange gode opskrifter på det på nettet, så bare kast dig ud i det – det er ganske hyggeligt med sådan et lille 'kæledyr' i køleskabet 😀

  • Godte – ah, så er det der, fejlen ligger!

    Hov, hvordan vidste du, at jeg netop har lavet aioli? Må hellere få opsporet de skjulte overvågningskameraer og få dem af vejen…

  • Hvor køber du groft hvedemel ?? Har haft det købt, men kan ikke finde det i nogen butikker længere.
    Jeg kan kun finde fuldkornshvedemel, og det er ikke lige så godt.
    Hilsen Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *