Ansjospizza

Ansjospizza

Ansjospizza er pudsigt nok ikke noget, jeg plejer at lave, selvom anjoser på pizza er ret almindeligt i Italien. Jeg har dog lavet pissaladiere (den franske løgpizza) før, og det smagte skønt, så nu var det tid til at lave en simpel tomatpizza med ansjoser. Jeg tilføjede også lidt kapers, da jeg blandt andet havde set en opskrift hos Italian Food Forever anbefale det.

Denne pizza er også den første benspændsret i denne måned, hvor jeg har ansjos-benspænd. Jeg bruger meget sjældent ansjoser i madlavningen, men det vil jeg udfordre denne måned, for ansjoser kan virkelig tilføre retter masser af smag og kompleksitet.

Ansjospizza

1 stk

Pizzadej nok til én mellemstor pizza
tomatsauce
En lille pakke ansjoser
1 frisk mozzarellakugle
1 spsk små kapers

Træk eller rul pizzadejen ud. Smør tomatsauce på. Skær mozzarellakuglen i tynde skiver og fordel dem ud over pizzaen. Fordel derefter ansjoser og kapers.

Bag pizzaen (gerne på en bagesten) ved 250-275 grader i 5-10 minutter, indtil pizzakanten bliver gylden og sprød. Servér din ansjospizza med det samme, gerne med en grøn salat ved siden af.

Note: Der kan man se. Den ansjospizza var en rigtig positiv overraskelse. De små fisk er ret salte og smager utrolig godt sammen med tomatsaucen, mens de små kapers lige giver et lille krydret touch til smagen. Absolut en skøn pizzavariant, jeg helt sikkert skal lave igen! 

Visuelt blev pizzaen dog ikke videre køn. Det må jeg arbejde videre med.



4 thoughts on “Ansjospizza”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *