Æbledessert med butterdej

Æbledessert med butterdej

Efterår rimer på æbler, så selvfølgelig lavede jeg en æbledessert, da vi havde et vennepar på besøg i weekenden. Det var i øvrigt de samme, der blev udsat for kanin i hvidvin samt provencalsk grøntsagsfad.

Denne æbledessert er let at lave. Jeg har næsten altid en pakke butterdej i fryseren (for med sådan en pakke kan du lynhurtigt lave en lækker forret eller dessert, hvis du for uventede gæster. Ikke at man gør det i disse tider, men en dag bliver det relevant igen).

Men denne gang havde jeg faktisk købt en rulle frisk butterdej, da jeg også skulle have et stykke butterdej til 4 stk. svampetarteletter. Frisk butterdej er dog tyndere og lidt mere skrøbelig at arbejde med i forhold til den butterdej, du får på frost, så pas på, når du laver æblepakkerne.

Hvis du har mod på en æbledessert i stil med denne men med en anden type fyld, så tjek min opskrift på æblefisk. Og ja – trods navnet så er det faktisk en dessert!

Æbledessert med butterdej

4 personer

4 stk 15 x 15 cm butterdej
1 stort æble
1 tsk kanel
2 tsk rørsukker
evt. 1 spsk hasselnødder, hakkede
1 æg, pisket

Skær æblet over og fjern kernehuset. Skær resten af æblet i mindre tern og fordel æblestykkerne på de fire stykker butterdej. Rør kanel og sukker sammen og drys det over æblerne. Tag en af æblepakkerne og fold hjørnerne ind mod midten. Tryk spidserne sammen og pensl derefter hver butterdejspakke med æg.

Læg dem på en bagepapirbeklædt bageplade og bag dem ved 180 grader i 12-15 minutter, indtil de er gyldne og sprøde.

Servér din æbledessert som den er eller endnu bedre – med en klat flødeskum til.

Note: Sprød butterdej er ikke til at stå for, så denne æbledessert faldt selvfølgelig i god jord hos gæsterne. Du kan tilføje flere smagsnuancer til desserten, hvis du synes, den er lidt for enkel. Prøv for eksempel at tilføje lidt rosiner eller en smule mørk rom.



2 thoughts on “Æbledessert med butterdej”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.