Pumpkin latte – kaffe med græskarsirup

pumpkin latte, kaffe, kaffedrik, kaffepulver, græskar, hokkaido græskar, rørsukker, mørk farin, muskatnød, kanel, vanilje, flødePumpkin latte er ret populært i USA, og jeg må indrømme, at jeg har undret mig lidt over det, da varm kaffe med græskarsmag lyder lidt specielt i mine ører. Men nu hvor jeg har kaffe-benspænd, er det jo oplagt at prøve, så det kastede jeg mig ud i sidste weekend.

Jeg skelede til en opskrift på pumpkin latte hos Maden i mit liv, men justerede på målene, så jeg brugte mere græskar, mindre vanilje og ingen nelliker.

Pumpkin latte – kaffe med græskarsirup
1 person

2 dl kaffe
2-3 spsk græskarsirup (se herunder)
½ dl fløde, pisket til blød creme
lidt kanel til pynt

Græskarsirup

4 dl vand
1 dl mørk farin
200 g rørsukker
2 dl græskarpuré*
2 tsk kanel
1 tsk ingefær
1 tsk muskatnød
2 tsk vaniljepulver

Hæld ingredienserne i en gryde og varm det langsomt op. Lad det småsimre i et kvarters tid, inden du hælder den varme sirup gennem en sigte. Hæld siruppen på små flasker og stil dem i køleskabet, indtil du skal bruge dem.

*det laver du ved at vaske et hokkaido græskar, skære det i mindre stykker og koge dem møre, inden du blender dem. Jeg lavede en større portion græskarpuré i forbindelse med mit græskarbrød samt vegetarretten med pasta, græskar og salvie.

Anretning af pumpkin latte:
Hæld kaffe i et højt, tykt glas og rør et par spsk græskarsirup i. Top din pumpkin latte med meget blødt flødeskum og lidt kanel.

Note: Nu brugte jeg kun 2 spsk græskarsirup, så min pumpkin latte var rimelig mild (jeg forestiller mig, at den amerikanske udgave er noget sødere), men det fungerede fint. Du kan altid hælde lidt mere græskarsirup i, hvis du foretrækker en sødere udgave.

Ps. Græskarsirup kan selvfølgelig også bruges til andet end pumpkin latte – for eksempel til kager, is eller lidt oven på morgenyoghurten.

2 tanker om "Pumpkin latte – kaffe med græskarsirup"

  1. Min første erfaring med pumpkin-latte var i USA i Starbucks…
    Har også fået den her i DK i samme kæde, men… ikke samme oplevelse.

    Så vidt jeg ved, er det fordi de i USA bruger kondenseret mælk i den, og i DK “kun” fløde….
    Til gengæld skal man så ikke tale om kcal-indholdet :$

    • Det er rigtigt – jeg mener også, jeg har læst det med kondenseret mælk. Det kunne jeg dog ikke få mig til at bruge, da det ville blive alt for sødt til min smag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *